Jonna takker byen og inviterer alle til at besøge Skejby
SKAGEN: Her en god måneds tid efter det store velgørenhedsarrangement i Skagen, gør Jonna Thygesen fra Bamsemuseet status og vil gerne sende en tak og en tanke til alle dem, som støttede eventet og formålet.
Der blev i alt samlet 1.1 million kroner ind til kræftsyge børn ved arrangementet.
Hvordan beløbet fordeler sig, kan Jonna nu løfte sløret for:
200.000 kroner går til et særligt beroligende lys i scanneren på Skejby Sygehus, 400.000 går til Børne- og Ungeafdelingen på kræftafdelingen på Skejby og 500.000 går til Familiehuset ved Skejby.
- Så snart pengene er fordelt, vil alle, der er interesserede, få mulighed for at besøge Børneafdelingen og Familiehuset, for det er vigtigt, at man, når man bruger penge på et godt formål, får mulighed for at se, hvad pengene går til, synes Jonna.
Man skal bare tage kontakt til Jonna på Bamsemuseet, hvis man gerne vil besøge afdelingerne ved Skejby Sygehus i Aarhus. Og det gælder alle, ikke kun dem, som har støttet eventet.
Skagen er et godt eksempel
- Det, der har overrasket mig mest ved hele arrangementet, er hvordan en hel by kan stå sammen og rent faktisk gøre noget. Den dag var ingen konkurrenter, men alle kollegaer, fortæller Jonna Thygesen.
Hun bliver tydeligt rørt hver gang, at snakken går på, hvordan en hel by kan og vil stå sammen om et godt formål, og hun håber, at Skagen kan sætte et eksempel så andre mindre byer også får øjnene op for, hvordan man kan hjælpe.
- For desværre er der i de fleste byer børn, der har brug for de tilbud som Børneafdelingen og Familiehuset ved Skejby tilbyder, fortæller Jonna Thygesen.
Alle sagde ja til at hjælpe
Ikke en eneste af dem, som Jonna har spurgt om hjælp eller støtte til arrangementet, har sagt nej; fra sceneopbygning, vin, mad, tjenere, donationer til auktion, duge, servietter, glas, bestik, kørsel og optrædende på scenen.
- Skulle der være nogen, som jeg ikke har fået spurgt, er det kun fordi det hele pludselig tog fart - lidt ligesom som domino-brikker, siger Jonna Thygesen.
Men der bliver rig mulighed for at støtte og være med næste år. Og Jonna og holdet bag velgørenhedsarrangementet er allerede i fuld gang med de indledende forberedelser til næste års event, som finder sted på Kulturhus Kappelborg den 16. maj 2025.