Jannie bliver glad, når folk løber og hygger sig for den gode sags skyld
Den løbeglade kvinde arrangerer 30.juli et løb på præcis den måde, hun gerne selv vil deltage i
Jannie Lundby Andersen elsker selv at løbe og gerne langt. Hun har deltaget i mange løb - ofte på halvmaratondistancen.
Nu er hun i fuld gang med at arrangere et løb efter sit hjerte på flere måder. Hun samler ind til en hjertesag, og samtidig vil hun vise, hvor hyggeligt det kan være at løbe sammen. Hendes hjerte banker for løb, og 30.juli arrangerer hun Stafet for livet Strandby Edition 2022.
Hun er spændt på to ting. For det første om opbakningen bliver lige så god som i fjor, hvor de var over 100 deltagere. For det andet hvor mange penge de samler ind. i 2021 fik Strandby sendt 30.000 kroner videre til Kræftens Bekæmpelse. I 2021 var Stafet for livet aflyst, men i år er Stafet for livet tilbage på Knivholt 27.-28.august, og Jannie har meldt løbet i Stafet for livet Strandby Edition 2022 med som et deltagende hold.
Derved indgår pengene fra Strandby i Stafet for livet Frederikshavns resultat. På Stafet for livets hjemmeside kan man læse, at Jannies løb har som mål at indsamle 25.000 kroner.
- Målet er lidt lavere denne gang, fordi 30. juli er midt i sommerferien, og vi måske bliver lidt færre deltagere end i 2021, men jeg håber, vi samler lige så mange penge ind igen i år.
Line er en fighter
At Jannie Lundby Andersen overhovedet blev involveret i indsamlingsløbet skyldes, at en tidligere kræftramt spurgte hende, om ikke det var en idé at lave sådan et indsamlingsløb. Line Kallehauge havde som fighter deltaget i Stafet for livet i Frederikshavn, og da der i 2021 ikke var noget 24 timers løb, fik de i stedet arrangeret familie-løbet i Strandby. Det er også et rundeløb, hvor man løber eller går en rute på 2,38 kilometer rundt i Strandby. Startstedet er Rosendals Madhus på Havnevej.
Hun samarbejder med Alexander Nielsen fra Elling, der arbejder for Børnecancerfonden. Han blev selv kendt, da han som 15-årig arrangerede et indsamlingsløb til fordel for kræftramte børn. Han er medarrangør og er kommet med gode input.
Det er og var et stort arbejde at arrangere et løb, og Jannie Lundby Andersen er glad for, hvor stor opbakningen er fra sponsorerne i Strandby.
- For mig er depoterne til sådan et løb vigtige. Der skal være gode ting til deltagerne, og alt har jeg fået sponsoreret. Det samme gælder medaljerne. For alle skal selvfølgelig have en medalje til minde.
Hun håber at se mange børn til start. At de får en god oplevelse ved at bevæge sig, at løb netop er for alle aldersgrupper, og at man sagtens kan deltage for hyggens skyld. Det handler om at være med. Løbet er planlagt til at vare fem timer med start klokken 10, og hun håber, at børn og voksne har lyst til at blive længe.
Som udgangspunkt slutter Strandbyløbet klokken 17, men hvis man vil fortsætte og samle flere penge ind, finder hun en løsning.
Og Jannie selv? Hun, der plejer at løbe et halvmaraton svarende til ni runder 30.juli?
- Måske det bliver til en omgang eller to mod retningen, så der kan tages nogle gode billeder af deltagerne. Som arrangør vil jeg gerne, at det hele klapper på pladsen og vil gerne selv være synlig for deltagerne.