Jan Gintberg har kurs mod Frederikshavn
KOMMUNEN: Danmarks speedsnakkende comedy enspænder er på vej til Frederikshavn.
Manden, der improviserer hurtigere end sin egen skygge, er klar til at få frederikshavnerne til se livet i øjnene og vælge mellem latteren eller et trist liv i sort/hvid.
Lucky Gintberg er undervejs med sit nye show ”Død eller Leende” og rammer efter planen Arena Nord 15. oktober .
- Det sidste år har været med livet som indsats for at finde nyt materiale, der ikke udløste en borgerkrig, eller fik ens sære onkel til at tømme skabet for sølvpapir. Men det har givet mig tid til at overtænke og kampstege livets comedy croutoner for at finde ind til det særeste, sjoveste og mest essentielle i denne vilde, vanvittige periode i historien, lyder medlingen fra Jan Gintberg.
Det bliver et stærk satirisk og personligt show med pludselige afstikkere til alt fra fynske lerfrugtfade, Glyngøre håndsprit, pik, polio og privilegieblindhed - og selvfølgelig det evigt aktuelle, men nu ekstra dramainteressante forhold mellem dem med og uden.
”Som min kloge moster altid siger: ’Kvinder er fra Venus og mænd er fra centerpubben… Det er klart, vi bliver nødt til at kunne grine af det hele for at holde hinanden ud, siger Gintberg iklædt tidens tern og tophue.