Internationalt race på Ørnedalsbanen
Seks nationer dystede om podiepladserne
SÆBY: På den solfyldte terrasse høres motorlyden fra fjernsynet fra weekendens helt store motorsportsbegivenhed - 24 timers løbet på Le Mans. Vestenvinden bærer samtidig en tilsvarende summen fra Ørnedalsbanen, hvor Frederikshavn Sæby Auto Sport afholdte 2. afdeling af det nordeuropæiske mesterskab for crosskart – NEZ Championship.
De 70 bedste racerkørere i crosskart fra seks nationer dystede mod hinanden i 6 forskellige klasser den 15. og 16. juni. Der var indskrevet kørere fra Norge, Sverige, Finland, Rusland, Letland og Danmark, hvor flere lokale talenter var med til at kæmpe om podiepladserne.
For at give det mere ukyndige publikum en idé om, hvad det vil sige at køre crosskart, har klubben i løbsprogrammet skrevet at crosskart er en af de absolut hurtigste offroad klasser – 0 til 100 km/t. på 4 sekunder (tæt på samme accelerationstid som på Le Mans), styrer som en gokart og broardsider som en rallycross’er, nem at transportere og billig i drift!
Crosskart er opdelt i klasser efter kørerens alder og motorens størrelse.