Ingen kongelig stjerneglans over Sæby
SÆBY: Efter flere måneders spændt venten på svar, meddelte Kongehuset den 14. maj, at det med beklagelse desværre ikke er muligt for D.M. Kongen og Dronningen at aflægge besøg i Sæby, i anledning af byens 500-års købstadsjubilæum den 10. august 2024.
Borgmester Birgit S. Hansen sendte en officiel invitation til H.M. Dronning Margrethe i foråret 2022. Grundet abdiceringen ved årsskiftet 2023, blev der i januar fremsendt en ny invitation til kongeparret.
Hans Ole Kalhøj, der er formand for Sæby Handelsstandsforening, betegner det som lidt af en streg i regningen, at Kongehuset har meldt afbud til vort købstadsjubilæum.
- Det havde været dejlig med et royalt besøg, uanset om det var kongeparret eller HM Dronning Margrethe, som havde aflagt Sæby et besøg.
- Kongehuset har naturligt en presset kalender og derfor er det naturligvis en prioritering på, hvilke arrangementer man kan deltage i, siger Kalhøj.
- Vi er mange der det sidste års tid har gået og skruet forventningerne op til et royalt besøg i byen.
Det bliver således nødvendigt, at vi hurtigt får lavet nye planer for, hvad der skal ske på jubilæumsdagen, lørdag den 10. august.
Ingen panik!
- Vi arbejder lige nu på højtryk for at få dagen til at blive lige så festlig og mindeværdigt, som hvis kongehuset havde meldt sin ankomst, lover Hans Ole Kalhøj.
- I tæt samarbejde med Sæby Erhvervsforening med Kim Müller i spidsen, er der allerede et stort arrangement i støbeskeen til lørdag aften, hvilket vi snarest løfter sløret for.
Til at finansiere begivenhederne har Frederikshavn Kommune over de seneste fire år i alt opsparet 2 millioner kroner, der er øremærket til jubilæet.
Sammen med erstatningen for Sæbys stjålne borgmesterkæde udgør det samlede beløb nu 2,35 millioner pristalsregulerede kroner, der skal anvendes til fejringen af købstadsjubilæet