I kø til slagtilbud i ny Silvan i Frederikshavn

Silvan er tilbage i Frederikshavn, og det blev et tilløbsstykke

16. december 2017 kl. 15.14

Frederikshavnerne var tidligt oppe lørdag morgen, da Silvan vendte tilbage til Frederikshavn med åbningsfest og køtilbud.

Det skabte trængsel på vestbyen, hvor kunderne stod i kø for at få fingrene i slagtilbud på boremaskiner, topnøglesæt, Weber gasgrill eller nogle af de andre varer, som byggemarkedet lokkede med.

Borgmester Birgit Hansen havde skiftet saksen ud med en sav og savede en lægte over, inden butikschef Martin Bertelsen (26) slap kunderne indenfor i den nye butik på Knivholtvej 1 mellem Sanistål og IDEmøbler.

- Det er dejligt at vi kan trække så mange herop og mærke den store interesse. Vi er glade og stolte over at være tilbage i Frederikshavn, sagde Martin Bertelsen.

I maj var han med til at lukke Silvan på Toftegårdsvej, og siden har Silvan-kæden, der er opkøbt af den tyske kapitalfond Aurelius, gennemanalyseret frederikshavnernes købsvaner.

- Vi har den bedste service og står klar til at hjælpe alle. Det er det, vi slår på, siger Martin Bertelsen.

Silvan Frederikshavn beskæftiger otte fuldtidsansatte.

Silvan Frederikshavn har åbent syv dage om ugen. Alle hverdage fra 9-19 og lørdag-søndag fra 9-17.

- Vi holder kun lukket fire dage om året. Juleaftensdag, første og anden juledag og den 1. januar, siger Martin Bertelsen.

Silvan Frederikshavn er den 43. Silvan i Danmark.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste