Hyldest og 400.000 kr. til lokale foreninger i et presset år
KOMMUNEN: Manglende økonomiske indtægter, et fald i medlemstallet og endnu værre et frafald af frivillige ledere er resultatet af Coronaens indtog.
Derfor vil det danske brændstofselskab Go’on sætte ekstra fokus på foreningslivet i Danmark, når Årets Lokale Forening i Danmark kåres og der uddeles en samlet præmiesum på 400.000 kr., hvoraf de 100.000 kr. går direkte til vinderens klubkasse.
Der udvælges også en Regional vinder i hver af de fem regioner.
- Det har været et hårdt år for de lokale foreninger med masser af aflysninger og nye regler og restriktioner, som skal overholdes og håndhæves af de frivillige.
- Mange foreninger har også færre sponsorkroner og mangler indtægter fra byfester og markeder, det betyder færre penge til at lave aktiviteter for.
- Så konkurrencen om at blive Årets Lokale Forening 2020, og få del i både pengene og anerkendelsen, er særligt vigtig i år, fortæller Hanne Lene Haugaard, som er formand for DGI Gymnastik og bestyrelsesmedlem i DGI´s Hovedbestyrelse.
Hun er samtidig en del af juryen, som skal udvælge vinderne ud af de mange nominerede foreninger i konkurrencen.
- De frivillige har pludselig fået ansvaret for at sikre, at ingen af deres medlemmer bliver smittet i deres forening. Det er jo et stort ansvar at påtage sig som frivillig, og jeg forstår godt, at det kan være svært at navigere i.
- Derfor er konkurrencen rigtig god, da man under de nominerede foreninger kan skrive, hvorfor man synes, at ens forening skal vinde prisen, påpeger Hanne Lene Hougaard.
Det er femte år i træk at Go’on afholder konkurrencen, og når online-afstemningen er slut 6. november, så bliver de 20 foreninger med den højeste score sendt ind til en jury, som vil afgøre, hvem der vinder.