Hyggelige dage i skoven

Skovskole er bare hyggelig, lærerig og social

27. august 2019 kl. 10.01

DRONNINGLUND: Skovskolen i Dronninglund Storskov har gennem mange år været en fast tradition for alle de nye 1g’er på Dronninglund Gymnasium.

Og i onsdag drog de afsted sammen med en stor gruppe veloplagte tutorer fra 2. og 3.g-klasserne - og med fuld oppakning og rygsæk vandrede de mange kilometer ud i skoven til Rosenholthytten or at opleve et anderledes fællesskab og naturens herligheder i stort og småt.

- Alene det at klare alle de praktiske fornødenheder – lave bålmad, stille telte op, ordne toiletter og rydde op – kræver samarbejde og er med til at styrke fællesskabet, fortæller biologilærer Grete Runnom, der sammen med naturfags- og idrætslærere stod for arrangementet.

Tutorerne var af høj kvalitet i år, festlige, omsorgsfulde og med god energi, masser af morgengymnastik og dans med høj musik og sjove aktiviteter i opgaveløbet og om aftenen, bl.a. rundbold i halv og hel mørke med selvlysende bolde – fremragende fælles aktivitet ifølge eleverne.

Og så var der selvfølgelig også en række faglige forløb, hvor eleverne skulle undersøge faunaen og dyrelivet i søer og åer og senere i forstørret tilstand under et mikroskop.

- Nu har trætheden og udmattelsen så små sneget sig ind på mig, men når jeg tænker på alle de mange oplevelser, jeg har haft de sidste par dage, bliver jeg rigtig glad – og glæder mig endnu mere til, at alle de herlige mennesker, jeg var sammen med på skovskolen i tre dage, også er dem jeg også tilbringe en masse tid sammen med de næste tre år, fortæller en glad og træt Caroline Gadensgaard, 1e, på vej gennem fællesarealet på Dronninglund Gymnasium efter tre ”fede” dage på skovskolen.

- Når man er på skovskole – hele årgangen er samlet uden nogen form for elektronik og mobiler – og solen om aftenen går ned, lejrbålet bliver tændt og musikinstrumenterne kommer frem, så bliver man rystet sammen på en helt speciel og god måde.

- Kort sagt: skovskole kan beskrives med 3 ord. Hyggelig, lærerig og social, fortsætter Caroline Gadensgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste