Hvem vidste, at der fandtes to andre Valentiner?
Men ingen af personerne er for alvor historisk målfaste
SÆBY: Sankt Valentin af Rom, er dén helgen, der som regel forbindes med Valentinsdag. Men der findes to andre helgener af samme navn.
Sankt Valentin af Terni var biskop og siges at være blevet henrettet den 14. februar 273. Nogle forskere mener, at Terni-bispen i virkeligheden er den samme person som den romerske præst. Det er dog tvivlsomt, om nogen af dem er historiske personer.
Valentin af Rätien
Den tredie Valentin er Valentin af Rätien, og han har helgendag den 7. januar. Han var angiveligt også biskop, selvom han gentagne gange blev fordrevet fra Passau, hvor han søgte embede. Valentin af Rätiens relikvier findes i Mais-Meran samt i Passau. Og han opfattes som en særlig værnehelgen for krøblinge og epileptikere. Dét er dog områder, han sandsynligvis har overtaget fra Valentin af Terni - der altså muligvis er den samme som Valentin af Rom.
Valentin og epilepsi
Når epileptikere også opfatter Sankt Valentin som en værnehelgen, er forklaringen formodentlig til dels af sproglig karakter. Navnet ”Valentin” udtales nemlig som ”Fallentin” på tysk. Det gør det nærliggende at forbinde helgenen med epilepsi, der i folkemunde også kaldes for ”den faldende syge”.
Kilder: Bl.a. Wikipedia og Dansk historisk fællesråd