Snart skal der samles ind til flere hjertestartere
Livet her

Hvad med en hjertestarter i dit nabolag?

Hjerteforeningen inviterer igen i år til Landsuddeling, hvor der bliver samlet ind for at kunne dele hjertestartere ud over hele landet

11. februar 2021 kl. 06:00

KOMMUNEN: 14 gange hver dag får en dansker hjertestop uden for hospital, og her kan en hjertestarter betyde forskellen på liv og død. Derfor er det så vigtigt at have hjertestartere hængt op over hele landet, så der aldrig er langt til den nærmeste, hvis uheldet er ude.

Og for at skubbe gang i en yderligere opsætning af hjertestartere har Hjerteforeningen for flere år siden skabt Landsuddelingen, der netop tager sigte på, at udbrede antallet af hjertestarterede.

- Vi skal gøre vores bedste for at hjælpe hjertestop-ramte tilbage til livet. Derfor håber jeg, at der over alt i landet er mange, der vil bakke op om Landsuddelingen så vi kan få mange flere hjertestartere op at hænge, siger adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft.

Konceptet er enkelt: Vær med i en gruppe på mindst 15 indsamlere, der hver især går en rute for at samle ind til en hjertestarter, så kvitterer Hjerteforeningen med en kvalitetshjertestarter inklusiv et varmeskab til hjertestarteren samt en serviceaftale.

Hjertestarteren kan hænges op et sted, hvor du selv ønsker det, blot skal hjertestarteren være tilgængelig hele døgnet.

Landsuddelingen tager plads søndag 30. maj som en kontantfri dør-til-dør indsamling. Man kan dog også samle penge ind på digitale ruter, hvor der ikke skal stemmes dørklokker.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu