Huss gæster Bangsbostrand Kirke
KOMMUNEN: Den danske sangskriver Søren Huss er på en omfattende akustisk Danmarksturne i efter året - en turne, der også bringer ham til Bangsbostrand Kirke.
Det sker søndag 1. november kl. 19.30.
- Der var rift om billetterne da Søren Huss for et par år siden spillede mange udsolgte kirkekoncerter landet over, fortæller kirkens organist Niels Ole Sørensen, og nu kan hans mange fans igen se frem en koncertoplevelse ud over det sædvanlige.
Det er i alt 18 danske kirker fordelt over hele landet, der får besøg af en af Danmarks stærkeste stemmer til efteråret.
- Der er lagt i ovnen til noget ganske særligt, når Søren Huss’ både sårbare og kraftfulde fortællinger bliver fremført i de intime rammer i Bangsbostrand Kirke.
- De hudløst ærlige tekster om livet, døden og alt derimellem, har tidligere vist sig som det perfekte match til roen i de danske kirkerum, hvor også akustikken bidrager til en særegen, musikalsk oplevelse, slutter Niels Ole Sørensen.
Søren Huss har siden begyndelsen af sin solokarriere, udgivet i alt fire anmelderroste album, hvor han på fornemmeste vis formidler de ting, vi ofte har sværest ved at sætte ord på.
Kombineret med en eminent musikalsk sans for tekster og kompositioner, har det gjort ham til en af landets mest elskede sangskrivere.
Billetter kan købes via: billet.musik.dk