Livet her

Husker du, da Lyngså vandt guld?

11. maj 2022 kl. 06:15

For at få det genopfrisket kan du møde op i Lyngså Boldklubs klubhus i Lyngså, lørdag 21. maj i tidsrummet 13.00 til 16.00.

For det bliver en helt særlig dag, hvor smil og tårer sikkert vil forenes ved indvielsen af en ny medalje- og pokalmontre sponsoreret af Sparekassen Danmark.

Bag både ide og indvielse står Elsa Toftelund, Linda Stidsborg, Bente Thomsen og John Nepper, som alle havde del i Lyngså Boldklubs succesfulde håndboldtid tilbage i 80’erne, hvor Lyngså Boldklubs håndbolddamer spillede sig helt til tops i kvindernes bedste håndboldrække i 1. Division. Her blev det både til guld-, sølv- og bronzemedaljer. Og så lige klubbens helt store stolthed, landspokalen, som vindes til eje, for at vinde pokalturneringen tre år i træk.

Fra tanke til handling

- Ideen kom i stand sidste sommer, hvor jeg sammen med min eks-kone Conni Nepper, som desværre havde fået konstateret uhelbredelig kræft, sad sammen med vores to sønner, Lars Bo og Joachim og snakkede om, hvad der skulle ske med alle Connis medaljer opnået i hendes håndboldkarriere, fortæller John Nepper og forsætter:

- Og her var det Connis klare ønske, at alle hendes medaljer, som var vundet med Lyngså Boldklubs 1. Divisions håndbolddamer, skulle tilbage til klubben. Tilbage for at skabe glæde og være til minde om en glad storhedstid.

Lyngså og Syvstenhallen på landkortet

- Det er så mundet ud i denne reception, hvor vi i samarbejde med Sparekassen Danmark som sponsor og Lyngså Boldklubs bestyrelse inviterer alle interesserede til at kigge forbi til en bid brød, en øl eller vand og især en snak om de gode gamle dage, hvor vi gennem håndbolden fik sat både Lyngså og Syvstenhallen på Danmarkskortet én gang for alle, fortæller Bente Thomsen, som var en af de bærende kræfter på holdet dengang i 80érne.

- Det bliver naturligvis både en trist og en glad dag, fortæller Elsa Toftelund, som også spillede på holdet og forsætter:

- Trist fordi vi jo i den grad kommer til at mangle Conni, som var en stor del af holdet og dets succes. Men jo også glæde over at mindes alle de fantastiske stunder, vi fik lov at have sammen med hende. Både den gang, men også frem til hendes alt for tidlige død.

- Især ser vi frem til at møde nogle af alle de mennesker, som allerede har meldt deres ankomst til receptionen, udtaler Linda Stidsborg, som også var en del af succesholdet.

- For det var en tid, hvor nærmest hele kommunen var en del af holdet, uddyber Linda og forsætter:

- Om det var som spiller, tilskuer eller frivillige kræfter. Så var vi sammen, alle sammen, en del af det fællesskab, som tog klubben helt til tops.

Frivillige kræfter

Men inden receptionen skal afholdes, er der en masse ting, som lige skal på plads. Den nye udstillingsmontre skal indrettes med lys, indrettes og pudses, så medaljer og landspokalen kan skinne ekstra smukt op på dagen. Lokal historisk arkiv kommer forbi med en masse materiale om den lille landsbyklubs storhedstid, som skal kigges igennem og sorteres. Og så skal der lige gøres rent, så alt står både skarpt og klart lørdag 21. maj.

Alle er velkommen

- Vi er både stolte og taknemmelige over denne smukke gestus fra Connis side. Så kunne man tænke sig at deltage i Lyngså Boldklubs afsløring af pokalmontren, så er man meget velkommen til at kigge forbi, fortæller René Lyngsaa Madsen, som er formand for Lyngså Boldklub.

- Af hensyn til mad og drikke må man meget gerne tilmelde sig pr. sms til Bente Thomsen ,hvor man skriver navn og antal deltagere.

Så sidder man som tidligere spiller, tilskuer, sponsor, træner, frivillig eller med anden tilknytning, så mød op og vær med til at ære både Conni Neppers flotte gestus og minde.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu