Hun har tag på mennesker

Marie Møller Hansen droppede maskinmesterjobbet for at tage uddannelsen som fysioterapeut

19. september 2017 kl. 09.00

marie Møller Hansen er glad og svarer med et stort smil.

- Ja. Det er det helt rigtige fag, jeg har valgt.

Hun er fysioterapeut og har sin egen klinik i Sæby. Livet har virkelig taget en drejning for hende de seneste fem år. For 40-årige Marie Møller Hansen er også uddannet maskinmester, og har blandt andet sejlet med Maersk, arbejdet i Søfartsstyrelsen og været ansat på Man Diesel i Frederikshavn, men så fandt hun ud af en vigtig pointe:

- Jeg vil arbejde med mennesker ikke med maskiner.

Hun er selv meget aktiv, løber halvmaraton, ror havkajak, styrketræner og har tidligere dyrket kampsport og cyklet meget, så det med at holde kroppen i form er vigtig for hende.

At det blev fysioterapeut uddannelse, hun valgte, hænger godt sammen med hendes tekniske kompetencer.

- Nu arbejder jeg med teknikken på menneskekroppen, der er så meget mekanik i forhold til anatomi, bevægelighed og styrke, forklarer hun.

Der er en afgørende forskel på at være fysioterapeut i stedet for maskinmester.

- Som fysioterapeut kan jeg snakke med mine patienter i modsætning til arbejdet med maskiner. Netop snakken med patienterne og det psykologiske aspekt i at kunne motivere og hjælpe patienter på rette vej med træning og smertereduktion er enormt spændende. Derfor skal der også være god tid til hver enkelt patient her hos mig.

Den oplevelse har hun mulighed for at give, fordi hun har valgt at tage skridtet fuldt ud og blive selvstændig. Da hun var under uddannelse og nyuddannet, arbejdede hun hos Benefit i Frederikshavn.

Men 1. april åbnede hun klinikken på Sophus Falcks Vej i Sæby. Hun havde via sit netværk hørt, at kiropraktoren Jette Vestergaard i Sæby var interesseret i et tværfaglig samarbejde med en fysioterapeut, og Marie ringede hende op, og derfor blev det Sæby og ikke Frederikshavn, hvor hun bor sammen med sin mand og deres to børn.

- Jeg har fået rigtig stor opbakning fra min mand, for det var noget af en omvæltning økonomisk, da jeg stoppede med at være maskinmester og gik på SU.

Hun har nu været i gang i et halvt års tid, og i aviserne skriver vi næsten altid om iværksættere, når de starter. Noterer nyheden. Men vi vender sjældent tilbage for at høre om, hvordan virkeligheden så blev for den, der startede for sig selv, får ikke hørt om de fik skabt sig en levevej?

Marie Møller Hansen smiler og svarer:

- Ja. Jeg kan leve af at være selvstændig fysioterapeut. Jeg har for eksempel indgået aftale med Roblon om træning af nogle af medarbejderne i Gærum, Sæby og Frederikshavn i forbindelse med, at Roblon har et sundhedsfremmende tiltag. Det betyder, at medarbejderne får stabiliseret og styrket deres ryg, nakke og skuldre. Det foregår i arbejdstiden i egne lokaler i Sæby og Frederikshavn, og så har de lejet hallen på Gærum Skole.

Generelt vil hun gerne, at virksomheder tænker i sundhedsfremmende baner.

- Vi kan fint anvende deres egne lokaler f.eks. kantinen, man behøver ikke at have egentlige træningsrum, vi flytter bare borde og stole. At virksomheder investerer i deres medarbejders sundhed er godt givet ud og vil formentlig betyde færre sygemeldinger.

Hun lægger ikke skjul på, at der også er udfordringer ved at drive sin egen fysioterapiklinik. En af udfordringerne er, at hun ikke har et ydernummer. Det vil sige, at Region Nordjylland ikke giver patienter tilskud til behandling hos hende. Derfor må patienterne betale behandlingen af egen lomme.

- Den virkelighed for os fysioterapeuter, der starter nye kliniker, har jeg kendt til hele tiden. Der er ikke udsigt til, at antallet af ydernumre bliver forøget, og der er ingen ydernumre til salg i området lige nu, vurderer Marie Møller Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste