Højt aktivitetsniveau på kystmuseet i efterårsferien
Uge 42 bød på flot vejr og masser af glade børnefamilier, der benyttede efterårsferien til at udforske de mange aktiviteter, som Nordjyllands Kystmuseum havde sat i søen på museumsafdelingerne i Skagen, Frederikshavn og Sæby.
Her kunne Kystmuseets gæster deltage i en række helt nye aktiviteter, hvor der var indtænkt foranstaltninger af hensyn til corona.
- Vi har endnu ikke opgjort gæstetallene for hele ugen i forhold til 2019 men vi vurderer, at der generelt har været flere gæster i forhold til sidste år og at der også har været flere danske gæster i området.
- I forhold til vores nye aktiviteter så har vi blandt andet fået utrolig stor respons på vores Ghost Walk i Sæby. Faktisk var interessen så stor, at da den var udsolgt (begrænsede antal pladser på grund af corona), så har vi nu lanceret endnu en tur i næste uge som en god service til de gæster, der gik forgæves, fortæller Maria Groes Eldh, Salg- og Marketingchef for Nordjyllands Kystmuseum:
Skattejagten på Bangsbo Fort har været en succes igen i år, og formidler Kenneth Kristensen oplyser, at der har været næsten 1500 besøgende.
- Der har været mange familier. Godt vejr. Mange på de daglige rundvisninger. Stor interesse for mødet med fortets levende soldater.
- De kombinerede inden- og udendørs oplevelser på fortet er velegnet til krisetiden - de passer til statens anbefaling om udendørs aktivitet i efterårsferien, og folk virker glade for, at vi havde aktiviteter, siger han.
- De nye aktiviteter er blevet taget særdeles godt imod, og der har været et højt aktivitetsniveau på museumsafdelingerne hele ugen fortæller Maria Groes Eldh, Salg- og Marketingchef for Nordjyllands Kystmuseum:
”Selvom Nordjyllands Kystmuseum ligesom mange andre museer er udfordret af corona- pandemien, så har vi ikke ladet os begrænse af det. Vi har tværtimod tænkt kreativt således at børnene ikke blev snydt for hyggelige aktiviteter i efterårsferien.
Kystmuseets gæster har blandt andet kunnet deltage i en (u)hyggelig Ghost Walk i Sæby, i skattejagt på Bangsbo Fort, tage på en spændende rejse med Den Magiske Kuffert i Skagen, lege Historiedetektiv, møde spøgelsesjægere på Bangsbo, høre Allehelgensfortællinger samt se, hvordan man laver en roelygte.
Det har været en fornøjelse at se så mange glade børn og voksne i løbet af uge 42, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger fra gæsterne, som satte pris på Kystmuseets mange forskellige aktiviteter, siger Maria Groes Eldh.