Billede beskrivelse

Hjemmeplejen tilsluttes hjerteløber-app

10. december 2020 kl. 09.11

KOMMUNEN: En del af hjemmeplejens og hjemmesygeplejens telefoner bliver koblet til hjerteløberordningen netop i disse dage.

- Ordningen er en stor fordel for alle kommunens borgere, siger Ældrerådets formand Hanne Andersen, der ikke har kendskab til, at andre nordjyske kommuner har lignende ordning.

Ændringen forventes at træde i kraft medio december 2020 og indebærer, at en del af hjemme- og sygeplejens telefoner bliver koblet til hjerteløberordningen.

Samtidig nedlægges hjertestartertelefonerne.

I dialog med vagtchef for AMK Vagtcentral samt Beredskabet har Frederikshavn Kommunes hjemme- og sygepleje fundet ud af, at årsagen til de manglende alarmeringer ligger i, at systemet på hjertestartertelefonerne er forældet.

Derfor har Center for Sundhed og Pleje besluttet, at hjerteløber-app’en vil blive installeret på de telefoner, der anvendes i de 60 hjemmeplejebiler, som har en hjertestarter.

Beredskabet varetager fortsat serviceringen af hjertestarterne samt den løbende undervisning/efteruddannelse af nye og eksisterende medarbejdere.

Med hjerteløber-app’en sikres, at Kommunens sundhedspersonale hurtigst muligt bliver aktiveret i tilfælde af hjertestop.

App’en udløser opkald, når der alarmeres inden for en rækkevidde af 1800 meter i fugleflugtslinje.

Med 60 hjemmeplejebiler med 60 hjertestartere fordelt i hele kommunen, vil den geografiske dækning være stor, og det betyder, at man ofte kan være hurtigere hos borgerne end ambulancen.

Hjerteløber-app’en er således med til at sikre større tryghed for vores borgere i tilfælde af et hjertestop.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste