Hjælp naturen: Kom til affaldsindsamling i Aalbæk
AALBÆK: I weekenden 25. og 26. marts løber Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling af stablen, hvor frivillige i hele landet går sammen om at befri naturen og deres lokalområder for henkastet skrald.
Aalbæk Borgerforening bakker også i år op om initiativet og inviterer på affaldsindsamling i Aalbæk, oplyser de i en pressemeddelelse.
Der er på landsplan lagt op til den helt store forårsrengøring, når tusindvis af frivillige borgere i uge 12 trækker udendørs for at luge ud i de store mængder affald, der ligger og flyder i naturen og på gader og stræder.
I Aalbæk inviterer borgerforeningen alle, der måtte have lyst og tid, til at hjælpe med indsamlingen af skrald.
- Aalbæk borgerforening ser frem til en hyggelig formiddag, hvor vi går sammen om at rydde op i den lokale natur til glæde for miljø og natur og dermed for os alle.
- Man kan håbe, at den stigende opmærksomhed på miljø og krav om affaldssortering vil medføre, at vi alle bliver bedre til at smide affaldet, hvor det hører hjemme, og ikke bare droppe affaldet i naturen.
- Vi elsker vores lokalområde og vores natur. Det er trist at se affald, som blot er smidt, hvor man nu tilfældigt måtte befinde sig. Også selv om der findes affaldscontainere/-spande rundt om i byen. I naturen er det oplagt og naturligt at tage sit affald med sig og aflevere det, hvor det hører hjemme.
- Vi kan ikke opdrage folk, men vi kan selv vise vejen med et godt eksempel. Derfor deltager vi igen i år i affaldsindsamlingen, så vi kan få gjort noget ved det, siger Oluf Hjortlund, formand for borgerforeningen, der ser frem til at tage imod en flok friske frivillige på årets affaldsindsamling.
En synlig forskel
- Vi har de seneste år indsamlet så meget affald, at vi har kunnet fylde en stor trailer med affald - også dåser og engangsemballage, som er særdeles langsomt nedbrydeligt.
På landsplan blev det sidste år til intet mindre end 97 ton affald – herunder 350.000 stykker engangsemballage.
Aalbæk borgerforening holder affaldsindsamling søndag 26. marts. Indsamlingen begynder klokken 10.00 ved Kulturhuset i Aalbæk, hvor der efterfølgende venter en kop kaffe, kagemand, frugt og vand.
Tilmelding er ikke nødvendig, men medbring gerne et par arbejdshandsker.