Billede beskrivelse

Her sætter man prisen ned på varme

20. juni 2023 kl. 08.01

Nu bliver varmen billigere i Sæby og omegn. 

Bestyrelsen for Sæby Varmeværk A.m.b.a. har nemlig besluttet at sænke varmeprisen med 250 kroner pr. mWh. Prisnedsættelsen får virkning fra den 1. juli.

Det er primært købsprisen på gas, der siden årsskiftet er faldet fra 12 kroner til 4,50 kroner pr. mWh, der har muliggjort et fald i varmeprisen til forbrugerne.

- Samtidig producerer varmeværket selv el, hvilket gør varmeværket mindre sårbar overfor skiftende elpriser, ligesom virkningen af den nye varmepumpe vil kunne ses til efteråret. Hertil kommer, at de sidste solrige måneder har bevirket, at solpanelerne har kunnet producere alt vort varme, oplyser driftsleder Karsten Thiessen.

Sparer flere tusinde

Da Sæby Varmeværk har lagt et forsigtigt budget, kombineret med nogle milde forårsmåneder, betyder det, at den variable pris kan sænkes fra 875 kroner pr. mWh inkl. moms til 625 kroner pr. mWh inkl. moms.

Øvrige takster forbliver uændret.

For et standardhus på 130 kvadratmeter og med et forbrug 18,1 mWh giver det en årlig besparelse på 4.525 kroner svarende til 23,8 % (377 kroner pr. måned).

For en standard lejlighed på 75 kvadratmeter med et forbrug på 15 mWh giver den en årlig besparelse på 3.750 kroner svarende til 24,19%. (312,50 kroner pr. måned)

Afregnes i aconto

For at registrere forbruget for første halvår til den tidligere pris, aflæses fjernvarmemåleren ved udgangen af juni måned. 

I et normalt år vil varmeforbruget hos private fordele sig med 60% i første halvår og 40% i sidste halvår. Prisreduktionen indregnes i årets to sidste aconto opkrævninger, der forfalder den 1. august og den 1. oktober.

Forbrugerne får sammen med opkrævningen med den nye pris, et korrigeret budget for resten af 2023.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste