Her bytter man klasseværelset ud med naturen

14. oktober 2022 kl. 06.00

Helt efter traditionen kunne de tre 6. klasser på Sæbygård Skoleafdeling markere afslutningen på havesæsonen med fællesspisning i Nellemanns Have.

Og som ved tidligere år tilsmilte vejrguderne arrangementet denne mandag i uge 41, hvor klasseværelset blev skiftet ud med naturen.

Eleverne mødte ind i haven fra morgenstunden, hvor den stod på vinterklargøring af de mange højbede. Her fik de god hjælp af en flok frivillige fra Nellemanns Haves venner.

Mens nogle elever fik jord under neglene, gik andre elever i gang med tilberedningen af dagens hovedret og dessert, der bestod af ”Skolehavens karrygryde” med pandebrød og pandekager, alt sammen tilberedt over åben ild.

Ingredienserne til karrygryden bestod af kyllingekød, hvidkål, porrer, gulerødder, løg og krydderier. Flere af grøntsagerne var fra egen avl.

Eleverne har siden foråret lært, hvordan man sår og passer bedene, hvor de med flid og entusiasme har plejet deres blomster og grøntsager. Avlen i år har dog været under middel, idet der ikke kom meget nedbør i august.

Lærer Anne Bak Rasmussen, der er koordinator på haveprojektet, er yderst tilfreds med samarbejdet med Nellemanns Haves Venner. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste