Billede beskrivelse

Henrik og Lars hjemvendt fra designmesse

22. juni 2024 kl. 19.00

SKAGEN: Netop hjemvendt fra designmessen 3 Days of Design i København er hovederne på Henrik og Lars Holst fra Huset Holst stadig fulde af indtryk. Indtryk, der dårligt kan nå at bundfælde sig i den sommertravlhed, der hersker i butikken lige nu.

- I København havde vi fuldt program fra tidlig morgen til sen aften. Vi har set en masse og snakket endnu mere og nu skal vi lige bruge nogle dage på at fordøje, hvad vi har oplevet, udtaler Henrik Holst med et lettere forpustet smil.

3 days of design er en designmesse, der har eksisteret siden 2013. Messen har over årene vokset sig stor og har høstet bred international anerkendelse. I år var messen fordelt med udstillingssteder i hele København, hvor mere end 250 forskellige designvirksomheder fra ind- og udland fremviste deres produkter og afholdte arrangementer.

Billede beskrivelse

For brødrene Holst er 3 Days of Design en fast del af årshjulet.

- Det er vigtigt for os, at vi holder os aktuelle og er opdateret på de nyeste tendenser. Det skylder vi vores kunder, siger Henrik og påpeger, hvordan messen spiller ind i forretningens konstante udvikling.

- Udover at vi får indsigt i nyheder på konkrete produkter, er det også en unik mulighed for at tage pulsen på branchen i det hele taget. Vi er jo lidt på egen hånd heroppe, kan man sige. Vores forretning er ikke en del af en stor kæde, så en messe som 3 Days of Design er også vores mulighed for at netværke med både vores leverandører, men i særdeleshed også med andre butikker, der minder om vores. Det er spændende at kunne dele erfaringer, tanker og udfordringer med hinanden, uddyber Lars Holst.

Billede beskrivelse

Og udfordringer er der nok af i detailbranchen med usikre tider og forhøjede omkostninger på stort set alt. Vilkår, der trods alt kommer noget rigtig godt ud af, når designere og producenter skal lancere nye produkter.

- Bæredygtighed, svarer Lars prompte, da vi snakker om dette års messe og de mest gennemgående tendenser.

- Hos stort set alle er en mere ansvarlig tilgang til design begyndt at fylde rigtig meget, det var meget tydeligt i år, siger Lars og suppleres af Henrik.

Billede beskrivelse

- Det var sjovt at se, hvordan der i meget høj grad var skelet til tidligere tiders design. Der var tydelig taget højde for, at tingene skal have en langtidsrelevans i både kvalitet, materialevalg og udseende. Det er lige noget for os og det flugter rigtig godt med den måde, som vi i forvejen køber ind på.

I løbet af efteråret vil nyhederne fra årets messe så småt begynde at indfinde sig på hylderne hos Huset Holst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste