Havkajakklubben i vækst
Udvider med både surfkajakker og SUP
SKAGEN: Skagen har en ganske unik beliggenhed i forhold til en sports- og motionsaktivitet, som gennem de seneste 10 år har været i kraftig vækst mange steder i Danmark; nemlig havkajaksejlads.
Med en stor donation fra Nordeas Kystfond er det nu blevet muligt at udvide aktiviteterne med to nye former for vandsport.
Dels sog dels SUPs.
Surfkajakker er sejlads i specielt designede i kajakker, som er særligt anvendelige de dage, hvor der er ”gode” bølger ved kysten. Med ”gode” bølger taler man om bølger i 1,5 – 2 meters højde.
Klubben forventer at kunne tiltrække flere nye medlemmer – og formentlig en større andel af unge mennesker – med lyst til ”action” med disse nye typer af kajakker.
Der er såvel investeret i deciderede begynder surfkajakker som mere avancerede typer.
Den anden, nye aktivitet er næsten det modsatte af surfkajakker, nemlig de såkaldte SUP; Stand Up Paddle, som ligner et stort, bredt surfbræt som man, som navnet antyder, står op og padler på.
Der er overraskende god stabilitet og fart i en SUP og den appellerer til meget hurtigt at lære at komme på vandet, da det ikke er helt så ”kompliceret” at gå til som en havkajak.
Mange synes også, at det at stå op i stedet for at sidde meget lavt og ”låst”, som i en havkajak, er en mere tryg måde at starte en eventuel havkajakkarriere.
Men SUP er en sportsgren/fritidsaktivitet for sig, det behøver slet ikke ses som en ”kravlegård” inden man eventuelt går over til havkajak. SUPerne er absolut sødygtige og kan også bruges i vind- og bølgevejr.
Skagen havkajakklub har erfarne instruktører indenfor havkajak og har via blandt andet DGI fået uddannet instruktører til såvel surfkajakkerne som SUPerne.
Udover den store donation fra Nordeafonden har Skagen Havkajakklub via masser af frivillige timer blandt nogle af klubbens medlemmer indrettet nye opbevaringsfaciliteter til de nye kajaktyper.
Klubben råder i forvejen over meget plads til såvel klubbens kajakker som privatejede kajakker i forbindelse med klubhuset på Vestre Strandvej. Både klubhus og opbevaringshuse er en del af den røde skurby for enden af Vestre Strandvej.