Mogens Bech glæder sig over, at håndboldspillere fra Frederikshavn og Sæby benytter hallen. I forsøget på at tiltrække foreninger udenfor lokalområdet tilbydes brug af køkkenfaciliter og ekstra depotplads. Foto: Tommy Thomsen
Livet her

Hallen der kæmper for overlevelse

21. maj 2022 kl. 16:05

Syvsten Hallen har det ligesom humlebien, der ikke burde kunne flyve, men da den ikke ved det, flyver den alligevel.

En landsby i Danmark med små 200 indbyggere er normalt ikke beriget med en stor og velfungerende idrætshal og stadion, som de har i Syvsten, der ligger syv kilometer syd for Sæby.

I 2018 var Frederikshavn Kommune tæt på at nedlægge den godt 40 år gamle dengang kommunalt ejede hal.

Salg og overdragelse

Men takket være Vendsyssel Håndbold, som ikke kun havde ambitioner om at etablere sig som fast ligahold, men også selv ønskede at eje deres arena til træning og kampe, lykkedes det dem at erhverve hallen som et håndværkertilbud på 1 krone.

Håndboldklubben overdrog herefter hallen til Den selvejende Institution Syvsten Hallen, hvor Jan Hansen alene var direktør for håndboldklubben.

I august 2020 opsagde den ambitiøse direktør sin stilling. Efter en turbulent tid med lederskifte, begyndte driften at komme ind i en god stabil gænge.

Men bedst som bestyrelsen, med Mogens Beck i spidsen, begyndte at få luft i økonomien og havde gennemført det meste af et renoveringsprojekt til 1,4 millioner kroner, gik deres største kunde Vendsyssel Håndbold konkurs i februar i år.

Syvsten Stadion og hallen. Foto: Tommy Thomsen

Økonomiske udfordringer

Med et beskedent befolkningsgrundlag stod nye lokale foreninger ikke i kø for at leje Vendsyssel Håndbolds timer.

Bestyrelsen har nu mere end nogensinde behov for at finde nye lejere og samarbejdspartnere.

- For at få skabt liv i faciliteterne og være områdets lokale samlingssted vil vi i stigende grad påtage os arrangørrollen af flere kulturelle og sociale arrangementer, dog uden det går ud over de sportslige aktiviteter, understreger Mogens Bech.

Syvsten I.F (fodbold og badminton), Sæby H.K. og FFI Håndbold har i dag faste træningstider i hallen.

- På udgiftssiden er vi også blevet udfordret, idet hallen var opvarmet med naturgas, som de seneste måneder er steget voldsomt. Samlet har hallen mistet indtægter og fået forøgede udgifter på netto 250.000 kroner. Penge, vi nu skal ud at finde på anden vis, forudser Mogens Bech.

Frivillige driver hallen

Midt i alle udfordringerne glæder det formanden, at siden de overtog hallen har fået en fantastisk opbakning. Lige fra virksomheder og frivillige der tilbyder deres hjælp.

- Uden de mange frivillige og støtte fra erhvervslivet var det ikke muligt at drive hallen, understreger Mogens Bech.

Det frivillige arbejde har altid ligget i Syvsten Hallens DNA. Da Syvsten I.F. opførte hallen midt i 70’erne skete det hovedsagelig med frivillig arbejdskraft. Driften af den foreningsejede hal blev varetaget af frivillige, som supplerede det kommunale tilskud med overskuddet fra fester og andre arrangementer. I 2007 blev driften for stor en byrde for den relativt lille forening, hvorefter kommunen overtog hallen.

I de seneste fire år er det igen frivillighed og lysten, der driver værket. Mogens Bech, der selv kommer fra Frederikshavn, og samtidig er engageret i FFI Håndbold, har en klar målsætning om, at Syvsten Hallen skal overleve de aktuelle udfordringer.

- Selv om det er op ad bakke, er det også det, der trigger mig for at få det til at lykkes og så længe, der er andre frivillige til at bakke op, bliver jeg ved, lover Mogens Bech.

Af de frivillige, der gør en prisværdig indsats, er ægteparret Marianne og Niels Pedersen, der tager sig af den daglige rengøring og mindre reparationer.

Bestyrelsen for hallen er glade for den gamle hal, som var stedet, hvor Lyngså BK vandt DM guld, sølv og bronze i sidste halvdel af 80’erne.

- Men vi kan desværre ikke drive hallen på minderne alene, så derfor er vi glade for det kommunale tilskud på cirka 220.000 kroner, der sammen med egne indtægter lige nøjagtig rækker til dagen og vejen, men ikke til at finansiere de ønskede forbedringer af hallen. Vi venter derfor meget spændte på, hvad kommunen kommer frem til i deres arbejde på at få udarbejdet en tilskudsmodel baseret på objektive kriterier, fortæller Mogens.

Mogens Bech og bestyrelsen arbejder hårdt på at arrangere kommercielle arrangementer. Flere af de planlagte foredrag skal foregå i det nyrenoverede cafeteria, der kan huse arrangementer med op til 150 deltagere. Foto: Tommy Thomsen

Arrangementer i juni

Sommermånederne byder normalt ikke på mange aktiviteter i landets idrætshaller, men i Syvsten er der arrangeret flere spændende begivenheder de første tre fredage i juni.

3. juni holdes der foredrag om psykisk sårbare unge, hvor en ung kvinde kommer og fortæller om sine egne oplevelser.

10. juni kommer drengene fra ”Danmarks dårligste håndboldhold” fra Zulu HK på besøg, hvor de skal møde de gamle kvindelige stjerner, inden kampen bydes på tarteletter og foredrag med Kristine ”Mulle” Kristiansen og Lars Rasmussen, der står bag Zulu-holdet.

17. juni kommer den ”Skaldede Kok” Carsten Olsen og viser en anden side af sine talenter, hvor han giver intim musikaften i cafeteriet. Samme aften er der fernisering af malerkunst med bl.a. Jens Holtegaard.

Ud over de planlagte tre arrangementer er der en række andre begivenheder i støbeskeen, som bestyrelsen vil offentliggøre efter sommerferien.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu