Hårdt Brexit vil koste for havnene

Danske Havne frygter at flere en 800 job er i spil

22. september 2019 kl. 11.04

KOMMUNEN: Efterhånden som Brexit kommer nærmere, bliver det også tydeligt, hvad der er på spil for de danske fiskerihavne, hvis EU og Storbritannien ikke lander en aftale.

Danske fiskere henter nemlig omkring 40 procent af deres fangst i britisk farvand, og vurderingen er ifølge en rapport fra Aalborg Universitet om Brexit og dansk fiskeri, at fisk for en milliard kroner og mellem 272 og 844 danske arbejdspladser dermed er i fare for at gå tabt.

- Usikkerheden om Brexit er ikke blevet mindre. Tværtom. Derfor er det vigtigt, at vi får smidige vilkår, så vi kan agere hurtigt, når Brexit rammer, for vi ved stadig ikke, hvordan det ender, siger Tine Kirk Pedersen, der er direktør i Danske Havne.

- Vore fiskerihavne spiller en vigtig rolle. Vi taler tusindvis af arbejdspladser, og det handler altså ikke kun om dem, der lige arbejder på havnen.

- Det handler også om lokalsamfundene, der på mange måder er bundet sammen med havnene.

- Fiskeriet er vigtigt for hele branchen, fordi det afleder mange job til alle dem, der eksempelvis tager imod fisken, dem, der forarbejder fisken, og dem, der transporterer dem videre.

- Derfor håber vi selvfølgelig også fra Danske Havnes side på, at de danske politikere har solidt fokus på emnet og tænker det ind i det nye Brexit-akutberedskab.

- Og vi gør i al ydmyghed opmærksom på, at der er det særlige ved fiskerierhvervet, at det genererer beskæftigelse i dele af Danmark, der ikke er særlig forvænt med investeringer, siger direktøren.

Brexit lader til at stå højest på dagsordenen hos mange aktører i øjeblikket. Alene usikkerheden om udfaldet af forhandlingerne og konsekvenserne for den danske fiskerisektor kan allerede i dag være udslagsgivende for, at ellers rentable investeringer i den danske fiskerisektor udskydes eller helt undlades.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste