Grundloven blev fejret tre steder i Sæby
SÆBY: Grundlovens 175-års fødselsdag blev for første gang festligholdt hele tre steder i Sæby.
Grundet det ustadige vejrlig på grundlovsdagen var grundlovsmødet for første gang, siden starten i 2012, flyttet fra haven ind i Retfærdighedens sal, hvor talen blev holdt af borgmester Birgit S. Hansen.
Hun indledte med at konstatere at selv om der er opstået en stigende interesse for ”demokratiets festdag” i Danmark, kommer den ikke på omgangshøjde med vore norske venner, når de gratulerer hinanden den 17. maj.
Her applerede hun til at vi må kunne gøre det bedre i Danmark.
Ellers dykkede borgmesteren ned i grundlæggende sætninger om en række ukrænkelige frihedsrettigheder. Friheden til at tale og skrive frit, men påpegede, at det bør ske i en ordentlig tone. Retorikken er de seneste år blevet hård og uforsonlig på såvel sociale medier som i pressen.
- Det er vores demokratiske ret at ytre os, og det er vores moralske pligt at tage ansvar for en sober debat. Vi skal navigere efter det etiske kompas og udvise respekt for andre menneskers holdninger, understregede Birgit S. Hansen.
Seneste undersøgelse viser, at stadig færre danskere undgår at blande sig i den offentlige debat, grundet den usaglige og hadefulde tone.
Efter borgmesterens tale til de cirka 70 fremmødte, inviterede formand for Retfærdighedens Venner, Alice Thaarup, forsamlingen til en demokratisk samtale.
Her var der en god talelyst og der var almindelig enighed om, at vi skulle hjælpe hinanden med at hylde demokratierne rundt i verden og værne om den danske grundlovs værdier, der binder landets befolkning sammen.
Friskoles fejring af Grundloven
Senere på dagen havde Sæby Friskole for første gang taget initiativ til at holde skolens grundlovsmøde på Sæby Torv.
I anledning af grundlovens 175 års dag, valgte friskolen at Grundlovsdag skulle væren en skoledag og samtidig invitere forældre og andre interesserede med i skole.
En del af undervisningen var optog til Sæby Torv, med fællessang, grundlovstale til børn og unge, hvor borgmester Birgit S. Hansen holdt tale til de cirka 200 deltagere.
Mødet kom ikke uventet til at runde Grundlovens §76 der lyder: Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
- Vi fik overrakt en børnefane, som Dannebrogs-Samfundet havde skænket Sæby Friskole, oplyser skolens leder Helle Krogsgaard.
Til slut blev den store grundlovsquiz sat i gang.
I samarbejde med Sæby Handel, var der ophængt 38 forskellige paragraffer af grundloven i lige så mange butiksvinduer omkring torvet.
Her skulle deltagerne rundt og finde ud af, hvad de enkelte paragraffer handlede om, inden de kunne holde fri klokken 14.
Grundlovsmarch
Ligeledes som et nyt initiativ havde Sæby Museums Forening, Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn og den velgørende forening ”Ridder Woof” arrangeret en grundlovsmarch fra den 109 år gamle grundlovs-eg, som kvindebevægelsen havde rejst i anledning af deres valgret.
Et halvt hundrede var mødt op klokken 19.30 for at høre borgmesteren holde sin 5. grundlovstale. Herefter gik forsamlingen til havnen.
Borgmester Birgit S. Hansen kom vidt omkring i sin tale om grundloven, herunder magtens tredeling, i den lovgivende magt (Folketinget og regeringen i forening), den udøvende magt (Regeringen) samt den dømmende magt (Domstolene).
Og ikke overraskende i kvinde-egens skygge nævnte hun, hvad ændringerne i 1915 betød for de danske kvinder.
Før 1849 var demokrati i en ”light-version” med begrænset stemmeret. I folkemunde hed det, at ”De 7 F’er”: Fruentimmere, Folkehold, Fattiglemmer, Forbrydere, Fjolser, Fallenter og Fremmede var udelukket fra at stemme og opstille til valg, og dermed få politisk medborgerskab. Kun cirka 15% af Danmarks befolkning fik adgang til at stemme.
- Først i 1915 kom Grundloven til at indeholde mange af de demokratiske rettigheder, vi opfatter som en selvfølge. Grundlovsændringen sikrede den lige og almindelige valgret. Det betød helt konkret, at kvinder og tjenestefolk uden egen husstand fik valgret, pointerede Birgit S. Hansen.
Optoget blev anført af seks fanebærere fra Det Danske Spejderkorps Sæbygaard, Den tidligere Danske Malteserordenen, Saltlandet, Foreningen Danske Julemænd, Nissemødre og Nisser samt Sæby Friskole, der netop havde fået doneret en fane fra Dannebrogs-Samfundet så de kunne mønstre to faner.