Gratis Cocio og hotdogs på Torvet i Sæby
Lørdag formiddag havde Sæby Handelstandsforening budt de handlende i byen på gratis hotdogs og Cocio, så man ikke skulle tænke på frokosten, mens man gik på udsalg.
Det blev et tilbud, som rigtig mange tog imod – og flere lod dagens gåtur med familien føre forbi Torvet i Sæby, så man kunne nyde en nem frokost i det fri.
Tohundredeogfyrre hotdogs
På Torvet forsatte arrangementet frem til klokken halv et, hvor Rene Pedersen fra Café Big Burger Sæby – med hjælp fra sønnen Jacob – måtte melde udsolgt i pølsevognen.
- Det var dejligt at være med til arrangementet, hvor vi fik langet 240 hotdogs og næsten lige så mange Cocio over disken, fortæller Rene Pedersen.
Turen går til Torvet
Arrangementet blev ikke kun imødekommet af de gående.
For kvart over elleve trillede cykelholdet ”Team Gode Ben”, bestående af Jørgen, Jan, Fønss, Allan og endnu en Jan, ind på Torvet. Klar til at indtage både hotdogs og Cocio.
Og trods holdets udsalgsgule jakker, så lignede det ikke et, der var kommet for at gå på udsalg.
- Vi er på opvarmningstur til vores generalforsamling, som vi afholder i næste uge. Et arrangement vi dog har bestilt bus til, kunne flokken storgrinende fortælle, inden de gik over og stillede sig i kø til pølsevognen.
Om turen efter frokosten i det fri skulle forsætte, meldte historien ikke noget om. Men som udsendt til arrangementet må det objektivt konkluderes, at midaldrende mænd i lycra, dét kan altså noget.