Livet her

Golfklub tager godt imod de nye kaniner

17. august 2022 kl. 06:15

Vil du prøve kræfter med golfsporten, er ”Kaninklubben” i Sæby Golfklub sikkert lige noget for dig.

Som ny golfer starter man nemlig i ”Kaninklubben” med undervisning på par 3 banen. En ”kanin” er i golf en betegnelse for en ny golfspiller. Her bliver man taget godt imod af klubbens pro-træner Jakob Borregaard. Sammen med Jakob introduceres man ved en række individuelle lektioner til golfspillet på klubbens træningsanlæg, som ligger ud til Sæbygårdvej.

Denne undervisning foregår hver tirsdag klokken 17.30. Efter nogle ugers træning får man lov til at komme med over på den store bane, hvor man spiller 9 huller sammen med andre nye spillere og en fadder. En fadder er en erfaren spiller, som kan hjælpe, lære og rådgive, hvis man har spørgsmål til spillet, mens man er på banen. Således skabes der også efter turen på banen et vigtigt grundlag for at man får etableret et godt netværk blandt de andre spillere, som man har mulighed for at mødes med til en runde golf. Når man er dygtig nok, hvilket er handicap 54 eller lavere, kan man selv booke sig ind på 18-hullers banen og spille den ligeså meget, man har lyst til.

Et golfhandicap indebærer, at man tildeles et antal ekstra slag på banen, for at spille point. For at spille til sit handicap skal man lave i snit to point pr. hul. Handicappet fungerer således, at man på eksempelvis et par-5-hul kan have 2 ekstra slag i forhold til sit handicap. Dermed skal man afslutte hullet i 7 slag for at få to point.

Det sociale er vigtigt

- Vi vægter det sociale i klubben meget højt, fortæller Mette Fabricius, som er Sæby Golfklubs næstformand. Mette forklarer videre: Så efter de 9 huller er spillet, spiser vi sammen i Sæby Golfcafe, hvor vores café sørger for lækkert mad til en god pris. Man bestiller og betaler maden inden man går ud og spiller. Og så er den klar, når vi kommer ind igen.

I Sæby Golfklub er der mange frivillige kræfter som stiller sig til rådighed med eksempelvis at hjælpe de nye golfspillere i gang, hjælpe til i cafeen med at stille mad an, som er en vigtig forudsætning for, at klubben kan få begynderarbejdet til at fungere optimalt.

Grundlagt i 1989

I Sæby Golfklub, som blev grundlagt i 1989, er der højt til loftet, kort til smil og så er græsset bare lidt grønnere. Klubbens faciliteter rummer alt fra en 18 hullers bane, en 6 hullers Pay & Play bane, overdækket Driving Range faciliteter og dertil et hyggeligt klubhus med proshop og café. Klubben har omkring 700 medlemmer fordelt fra juniorer til veteranspillere.

- Golf er en sport for alle aldersgrupper. Grundet reglerne om handicap, kan en rigtig dygtig golfspiller sagtens spille sammen med en begynder og lave en sammenlignelig point score, udtaler Mette Fabricius og forsætter: I Sæby Golfklub er vi ligeledes stolte af, at have en velfungerende junior-afdeling som skaber grundlag for, at der er løbende tilgang til klubbens sportstrup. Vi gør ligeledes et stort stykke arbejde ud af at tiltrække nye golfspillere til klubben, hvor 2022 kan fremhæves som lidt af et rekord-år med mere end 50 nye golfspillere, mod normalt 30-35 stykker.

Lån et golfsæt

I Sæby Golfklub har man mulighed for at låne sig til et golfsæt i begyndelsen. Dermed bliver investeringen i at afprøve golf overkommelig. Her starter man, som nævnt, med at blive en del af klubbens kaninklub. Når man tegner et medlemskab som nyt medlem, er der fuld adgang til klubbens træningsfaciliteter, hvor man i de første uger træner til at blive klar til at spille på klubbens 18-hullers bane. En yderligere adgangsbetingelse er beståelsen af en online regeltest, så man har en god forståelse af, hvorledes man begår sig i golfsporten.

Inde i Sæby Golfcafe møder vi Helle Jensen, som er en af de mange frivillige kræfter i Sæby Golfcafe. Hun kan ydermere bryste sig af at have lavet hole-in-one på bane 6. Det præsterede hun tilbage den 25. oktober 2013. En præstation, som udløser en flaske whisky, som Spar Nord sponserer.

- Det var næsten ikke dette hole-in-one, som var det bedste, fortæller Helle Jensen med et smil og forsætter: Der fulgte noget endnu bedre med, nemlig håneretten. Og den er i dette tilfælde guld værd, for min mand Erik, som også spiller golf, forstår det stadig ikke. Men nu har han jo heller ikke selv prøvet at lave hole-in-one.

Gittes frirum

Ude på banen møder vi Gitte Krogh, som startede med at spille golf for halvandet år siden. Hun er ”sluppet” fri og må spille når og hvor hun har lyst til det. Men hun er stadig en del af ”kaninklubben”, fordi det er et skønt sted, at møde nye mennesker med den samme interesse, lære noget mere og en fantastisk måde at danne sig et lokalt netværk på.

- Jeg nyder at komme op og spille golf. For mig virkelig kvalitetstid og et frirum, hvor jeg kan slappe af og koble hovedet fra efter en lang da på kontoret, udtaler Gitte Krogh, som ind imellem også spiller sammen med sin mand Peter og parrets søn Kasper.

Så golf er en sport for alle og kan dyrkes på hvert sit niveau uanset alder og køn. Så tag en tur op i Sæby Golfklub, som yderligere udmærker sig med sin beliggenhed. For med Sæbygård Slot i baggrunden, skov, kuperet terræn, åbne vidder og så dét der græs, som er bare lidt grønnere, så kan Sæby golfklub bare noget helt særligt.

Annonceret indhold

Nyeste