Golfbane ved Skagens Badehotel på Grenen
Denne historie er skrevet af Erik Madsen, sekretær i Dansk Golfhistorisk Selskab.
Et postkort fra begyndelsen af 1900-tallet med en golfspillende ungersvend foran Skagens Badehotel på Grenen, bragte mig på sporet af en forsvunden golfbane på toppen af Danmark.
Det var en annonce i Aarhus Stifts-Tidende fra den 15. maj 1912, der overbeviste mig om, at der havde været en golfbane ved det dengang så mondæne og kendte badehotel i Skagen.
Af annoncen fremgår det, at Skagens Badehotel åbner sæsonen den 25. maj og tilbyder reducerede priser for Pinsen og juni måned; men også at man nu kan tilbyde en: ”Ny anlagt golfbane over stort Terræn”.
En englænder om Skagen
Allerede i sommeren 1901 havde en englænder i det britiske magasin The field, the country Gentlemans Newspaper, et organ for sport og rejseliv, beskrevet herlighederne på Skagens Gren. Han skriver bl.a.:
”som ægte Englænder har han naturligvis fundet Skagen-Landskabet tiltrækkende for sine sportslige Landsmænd, navnlig af den Grund, at de store, udyrkede Sletter mellem Klitbjergene vilde egne sig fortrinligt til det moderne golfspil.”
Med anlæggelsen af en golfbane kunne badehotellets direktør Georg Jørgensen, melde sig ind i konkurrencen om de golfspillende badegæster bl.a. fra Hovedstadsområdet, som frekventerede Fanø Vesterhavsbad, der siden 1898 havde haft en golfbane i klitterne ved Vesterhavet.
I foråret 1912 var en reporter fra Nationaltidende taget den lange vej til Skagen, for at skrive om badehotellets fortræffeligheder.
Under overskriften ”Lille Skagensbrev” skriver han i avisen den 31. maj 1912:
”Vi træffer Direktør Georg Sørensen i Badehotellets Læsesal. I de sidste uger har Lederen af det store Establissement paa Grenen opholdt sig paa Skagen for at bringe i Orden til den forestaaende Sæson.”
Direktør Georg Sørensen fortæller i artiklen om de store anlægsarbejder, der har fundet sted forud for sæsonåbningen, bl.a. en promenade af beton og en automobilgarage med plads til 10 automobiler og han tilføjer: ”og nu er vi i Færd med at anlægge Golfbane.”
Sæsonen 1912 tegner udmærket for det populære badehotel, som allerede på det tidspunkt har haft gæster fra Sverige og Tyskland, foruden mange danskere.
Skotsk golftræner kaldt til Skagen
Men hvem havde designet denne golfbane i klitlandskabet på Grenen?
Svaret fandt jeg i en notits i Vendsyssel Tidende den 4. juni 1912, en måned efter, at hotellet havde markedsført sig med en golfbane. Lokalavisen fortæller: ”Den skotske Golfspiller Mr. R. Turnbull er ankommen til Skagen for at anlægge den nye Golfbane ved Badehotellet på Grenen.”
Ved at antage golfprofessionelle Robert Turnbull (1874-1927), kaldet Bobby, fra Københavns Golf Klub til anlæggelse af en golfbane på Grenen, satsede badehotellet stort, for den skotske golftræner var en kendt person i golfverdenen.
Året inden Robert Turnbull tog til Skagen for at anlægge en golfbane, havde han stået for udformningen af de første 9 huller på Falsterbo banen, syd for Malmø i Sydsverige.
Falsterbro Golf Klub var stiftet i 1909 og havde de første år en række golfhuller i nærheden, men ikke af samme standard, som de nye, skabt af Robert Turnbull.
Prominente gæster fra ind- og udland
Skagen Badehotel på Grenen stod færdigt i 1898 og havde de næste tre årtier besøg af en stribe prominente gæster fra ind- og udland.
I 1907 havde kong Chulalongkorn af Siam (Thailand red.) besøgt badehotellet for at spise frokost med sit følge. Også Danmarks kong Christian IX og dronning Alexandrine var gæster på hotellet flere somre og det samme var tilfældet med den svenske kong Oscar 2. og hans hustru dronning Sofia.
Af en annonce fra 1912 annoncerede hotellet med, at et enkeltværelse kostede to kroner om dagen, mens et dobbeltværelse kostede fire kroner om dagen. Ville man derimod bo i et værelse med balkon, måtte man slippe fem kroner for et enkeltværelse og otte kroner for et dobbeltværelse pr. døgn.
Den 20. maj 1912, fremgår det af en artikel i Aalborg Stiftstidende, at der på dét tidspunkt er ved at blive etableret en golfbane på Grenen i Skagen.
Avisen skriver: ”Golf-Spillet er herhjemme ret ukendt for de fleste, men i Spillets hjemland naturligvis England er det yderst fasionabelt at spille golf; hvert Badested maa for at være mondænt kunne reklamere med sin Golf-Bane. Vi ser da ogsaa, at der netop i disse Dage anlægges Golfbane paa ”Grenen ved Skagen”.
Kommunal modstand
Hvor mange golfhuller, der blev etableret ved Skagen Badehotel står hen i det uvisse, for Vendsyssel Tidende kunne den 15. juni 1912 berette, at det i hvert fald ikke var muligt at benytte et kommunalt jordstykke til formålet. Avisen skriver:
”Det nægtedes Badehotellet på Grenen at benytte et lille Areal af Kommunens Jord Øst for vejen til Stranden til et Maal for Bolden paa en Golfbane med 5 St. mod 2 St.”
At golfbanen ved Skagens Badehotel på Grenen næppe fik nogen lang levetid, fremgår af Gyldendals Sports-Kalender 1914, hvor Axel Rubow fortæller om sporten og dens udbredelse i Danmark. Han konstaterer: ”Et forsøg i 1911 paa at skaffe Golfen Fodfæste paa Skagen mislykkedes.”
Den gode skribent har skrevet forkert årstal, men det ændrer ikke på, at det formentlig kun var i sommeren 1912, at golfkøllerne blev svunget på en nyanlagt golfbane i klitterne på Grenen ved Skagen.
Et nyt forsøg i 1923
Aktieselskabet Skagens Badehotel havde imidlertid ikke opgivet, at anlægge en golfbane tæt på badehotellet, for 11 år senere lå der igen en ansøgning på bordet hos Skagen byråd.
På badehotellets generalforsamling i efteråret 1923 oplyste den daværende direktør, Viggo C. Eberth, at en golfbane kunne være anlagt og klar til brug året efter.
Ansøgningen til Skagen byråd var et led i badehotellets anstrengelser på at få flere engelske turister til Grenen – og en golfbane mente man var nødvendig for at tiltrække de sportsivrige englændere.
Af en omtale i Nationaltidende den 27. oktober 1923 fremgår det, at den skotske professionelle golftræner Robert Murray (1885-1944) fra Københavns Golf Klub var på besøg på Skagens Badehotel. Direktør Eberth havde tre forskellige arealer, som den skotske professionelle kunne vælge imellem.
Resultatet blev, ifølge en omtale i Skagens Avis den 13. oktober 1923, at golfbanen blev placeret på hotellets egen grund og strakte sig fra vejen mellem Fyret og Signalstationen i øst til Batterivejen i vest. Banens længde har været mellem to og tre kilometer, fremgår det af datidens avisartikler om Skagen Badehotel.
I første omgang havde byrådet i Skagen afvist, at der kunne etableres en golfbane på Grenen; men på mødet den 14. november 1923 var sagen endnu en gang på dagsordenen og denne gang var ”byens vise mænd” mere positivt stemte, blot at etablering af en golfbane på det ansøgte areal ikke blev til hindring for almindelig færdsel på stedet, fremgår det af en referat i Skagens Avis.
Hvor mange år denne sommerbane tæt på Skagens Badehotel, der blev taget i brug i 1924, fik lov til at eksistere, står hen i det uvisse.
Badehotellet nedbrændte
Når Skagen Badehotel var populært blandt landets rigeste så skyldtes ikke mindst de mange forskellige faciliteter, som hotellet kunne tilbyde, bl.a. tennisbaner, en boksering og sågar en landingsbane, så gæsterne kunne komme dertil i fly.
Badehotellets storhedstid sluttede dog brat i 1938, hvor hotellets østfløj nedbrændte, formentlig på grund af lynnedslag. Østfløjen blev ikke genopbygget.
Under Anden Verdenskrig (1940-1945) indtog den tyske besættelsesmagt badehotellet, som de brugte til hovedkvarter på Grenen, indtil resten af bygningerne nedbrændte i 1943.