Godt salg trods regn
Baptistspejderne hentede et fint salg hjem ved loppemarkedet
ØSTERVRÅ: Når der er udsigt til et bugnende loppemarked med held til at gøre nogle gode handler, så kan intet holde opkøbere og andet godtfolk tilbage.
Lørdagens regnfulde vejr, var ikke lige det Østervrås Baptistspejdere havde ønsket til deres årlige loppemarked, men handlen gik, og det ser også ud til at blive et ret pænt udbytte.
Regnvejr er jo ikke altid lige belejligt, selv om det var tiltrængt.
Alligevel blev det årlige loppemarked hos baptistspejderne i Østervrå ret velbesøgt.
Helt som vanligt havde en pæn stor flok taget opstilling foran indgangen - klar til at løbe ind og snuppe de bedste fund.
- Vi fik da et par våde sælgere udenfor teltet, og på et tidspunkt, da det regnede mest, måtte vi også etablere en ”bro” inde i teltet, for at få køberne op i møbelafdelingen, fortæller Søren Agerdal.
Kunderne lod sig heldigvis ikke afskrække af det våde vejr, og mange af dem tog godt for sig af lopperne.
- Sidst på eftermiddagen var alle overskydende lopper kørt væk, teltet pillet ned, pladsen fejret, og vi kunne sige farvel og tak til alle vore gode hjælpere, slutter Søren Agerdal.
Spejderne har lidt gammelt jern, som de skal have solgt, og ellers er loppelageret fuldstændigt tømt og klar til at tage mod nye lopper.
Et forsigtigt gæt mod dagens slutning bliver et overskud på ca. 15.000 kr., som skal gå til oplevelser for spejderne på de kommende sommerlejre. ÅB