Go Go Berlin på Knivholt
Får følgeskab af Infernal og Folkeklubben
FREDERIKSHAVN: I dag løfter Rock i Frederikshavn sløret for endnu tre navne til næste års Rock i Frederikshavn plakat.
Go Go Berlin, Folkeklubben og Infernal går på scenen til årets fedeste hygge- og havefest, når Knivholt-gårdspladsen fyldes med koncertgæster lørdag 13. juni 2020.
De tre band slutter sig til Magtens Korridorer, Burhan G og Keinstein, som blev offentliggjort tidligere på ugen.
Tre meget forskellige bands men med en fællesnævner - de er hårdtarbejdende live-acts, som river publikum rundt.
- Man kan nærmest sige, at det er et musikalsk Kinderæg, vi nu præsenterer.
- En hård skal af intens velsmagende mælkechokolade – Go Go Berlin. En cremet, nærmest poetisk lækker hvid chokolade – Folkeklubben, og partymonster legetøjet i midten - Infernal. ’Jamen, det er jo hele 3 ting på én gang!’. Ja, det er, og det er vi meget stolte af, at kunne præsentere ovenpå de første tre koncertnavne, vi præsenterede i starten af ugen, siger Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.
Hvis man vil sikre sig en billet til Rock i Frederikshavn, skal man være klar til Open By Christmas i Frederikshavn fredag den 29. november, når billetsalget skydes i gang.