Glæde blandt børn og dyr ved Farms Funs åbning
ÅLBÆK: Glæden var stor for både gæster, dyr og ejere da Farm Fun, Dyrepark & Legeland ved Aalbæk åbnede op for besøgende torsdag 28. maj.
De første gæster ankom allerede ved åbningen kl. 10 og blandt dem var mange bedsteforældre, som havde taget deres børnebørn med til en hyggelig dag.
Det var tydeligt at børnene glædede sig til at prøve alle legeredskaberne og især besøge alle parkens dyr.
Ved indgangen underholdt frederikshavneren Anne Møller med guitar og sang og rundt om på pladsen blev myndighedernes restriktioner fulgt.
Farm Fun rummer adskillige dyrearter lige fra små fugle over katte til store dyr, som kamel og heste.
Der er kommet unger hos Surikat, næsebjørn og hos rævene.
De meget populære geder har stor tiltrækningskraft hos børnene, da de her kan komme tæt på og kæle med dem.
- Godt at komme i gang igen. Vi har savnet sådan et sted, at kunne tage hen og nyde det sammen med vores børnebørn, lød det samstemmende fra de bedsteforældre, vi talte med,
Men hvordan har det været at gå og vente på den forsinkede åbning og hvordan har dyrene taget det?
- Det har været en underlig tid at gå og vente.
- Vi vidste ikke hvornår vi kunne åbne og om vi fik lov.
- Da vi så lige pludselig kom med i 2½ åbningen, fik vi travlt med at gøre alt klar, fortæller Anette Klausen, der er medejer af Farm Fun.
- Selv dyrene har vi kunne mærke på, at der ikke har været gæster i parken.
- De har et indre ur, der fortæller at fra 1. maj plejer der at ske noget i parken.
- I perioden har de hængt meget på dyrepasserne og været kontaktsøgende.
Op til åbningen har de Farm Fun-ansatte haft det som det lille barn en juleaften, der spændt venter på at få lov til at åbne gaverne,
Her har det så været åbningen for gæsterne, der har fyldt.
- Jamen, det er så dejligt at der nu er gæster på pladsen, fortæller Anette Klausen.
- Vi håber de lokale vil støtte op om Farm Fun og mere end nogensinde vil bruge parken.
- Vi glæder os til at se alle gæsterne igen og vi tror på en rigtig god sommer – også for Farm Fun.
I år er det 25. gang vi har sæson og næste år er der 25. års jubilæum, som vi på en eller anden måde kommer til at markere, siger Anette Klausen.
Op til denne sæson har der været travlt i Farm Fun.
- Vi har fået udvidet kiosken, fået kontor, lagerbygning og et snitterum, så der er mere arbejdsrum.
- Ellers har vi forskønnet og vedligeholdt området, fortæller Anette Klausen.
Ud over parkens mange dyr og ponyridningen et par gange om dagen er der borde og bænke rundt i parken, overdækkede lokaler og terrasser og en kiosk, gør at både børn og voksne kan få en dejlig dag sammen i dejlige omgivelser.
Og mangler man lidt aktivitet, så har Farm Fun mange forskellige legeredskaber, som bruges flittigt af alle børn.