Gigtpatienter sendes ud i naturen for at træne
SÆBY: For personer med gigt gør det nas at bevæge leddene og man har mest lyst til at krybe ned i lænestolen.
Det er dog ikke den rette medicin for den plagede krop, der tværtimod har bedst af at blive brugt.
Gigtramte fik i det tidlige forår et tilbud på motion fra Gigtforeningen. Under ledelse af Anne Kühn blev der god tilslutning til et nyoprettet naturtræningshold, der mødtes hver onsdag på stranden syd for havnen.
Da flertallet af deltagerne tilmed er oppe i årene og for at motivere holdet, blev Annes motto: ”Man holder ikke op med at lege, fordi man bliver gammel. Man bliver gammel, fordi man holder op med at lege”.
Tilgangen til forårets træning har netop været, at der skulle være smil på læben selv om det gjorde lidt ondt og man forventede nærmest at alle dummede sig, så det kunne blive til et godt grin.
- De hensyntagende øvelser i naturen gik i den første sæson ud på at få stimuleret puls, balance, sanser, relationer og leg i et tempo alle kunne være med i, pointerer Anne Kühn.
- For at få sanserne i brug har vi i foråret oplevet naturens gang på såvel strand, bøgeskoven og i Nellemanns Have.
- For at træne hukommelsen har vi hjulpet hinanden med at udvikle øvelser, hvis rækkefølge skal huskes, så de kan gentages hjemme mellem træningsdagene.
Deltagerne i det 12 ugers lange træningsforløb giver udtryk for, at de kan mærke en øget funktionsevne, færre smerter og større livskvalitet.
Udfordringen bliver nu at forsætte med de gode vaner, og fortsætte træningen.
Forskning i gigt og bevægelse
Gigtforeningen har på deres hjemmeside sat fokus på, hvordan man opretholder motivationen til at motionere.
Sådan holder du motivationen: Tag udgangspunkt i din hverdag
- Det vigtigste er, at du holder dig i gang – og gør lidt hver dag, lyder budskabet fra Tanja Thomsen.
Oprindeligt er Tanja ergoterapeut, og hun har i sin stilling som forsker på Rigshospitalet og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital undersøgt, hvordan man motiverer patienter med kronisk sygdom til daglig bevægelse – ikke nødvendigvis hård fysisk træning.
- Motivation er meget individuelt. Nogle motiveres af at være sammen med andre, for eksempel en træningsmakker, eller ved at have ansvar for et fællesskab. Andre vil gerne selv stå for deres træning og bare gå en tur eller tage alene i et træningscenter, forklarer Tanja Thomsen.
Selv om Naturtræningsholdet holdt afslutning i sidste uge, forsætter den daglige træning til vi igen starter et hold op til foråret 2025, lyder opfordringen fra Anne Kühn.