Billede beskrivelse

Gærum ramme om sundhedsevent

På søndag eller alle kommunens borgere inviteret til Gærum fra kl. 10

22. september 2019 kl. 16.04

KOMMUNEN: Søndag 29. september inviterer Sundhedsudvalget, Sundhedspanelet og lokalsamfundet i Gærum til en dag med fokus på både den mentale, sociale og fysiske sundhed

Ekstremløb, fællesfrokost og foredrag med Lindy fra ”Rigtige Mænd” er blandt det væld af spændende begivenheder, du kan opleve i Gærum d29. september, hvor sundhedseventet ”Sammen om sundhed” i Gærum løber af stablen.

- Vi byder til en dag med et stort program, hvor alle er mere end velkomne til at deltage, fortæller Christina Lykke Eriksen, der er formand for Sundhedsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Dagen står i sundhedens tegn og er arrangeret af de lokale borgere i Gærum i samskabelse med Frederikshavn Kommunes Sundhedsudvalg, Sundhedspanel og flere organisationer og foreninger.

Sundhedseventen indledes kl. 10, hvor Christina Lykke byder velkommen ved flagstangen på Gærum Skole.

Herefter kan du gratis deltage i en af de tre begivenheder, der skal bringe deltagerne ud i naturen.

Du kan vælge mellem et miniekstremløb på 7,5 kilometer eller en holdkonkurrence, hvor man kan dyste mod venner og familie på en gåtur på små 4,4 kilometer.

- Vi håber, at der kommer en hel masse, der har lyst til at være med.

- Der er aktiviteter for alle, uanset om man er i topform eller ej – vi har endda cykelrickshaws til at transportere gæster fra den ene ende af Gærum til den anden, fortæller Christina Lykke.

På samme tid kan man gennem Stjernesund afprøve seks forskellige aktiviteter med forskellige patientforeninger og Frederikshavn Kommunes Sundhedscenter.

Efter sportsbegivenhederne er der mulighed for bad og omklædning på Gærum Skole.

Gærum Skole holder desuden 40 års jubilæum samme dag kl. 12, hvor Gærum Lokalhistoriske Forening har udstilling med billeder fra skolens historie. Også her er alle velkomne.

Fra kl. 13 kan du deltage i fællesspisning i hallen, hvor Gærums ”Madhold for mænd” tænder op i grillen og sørger for en sund frokost. Herefter er der en cirkusforestilling med dygtige artister fra Gærum Skole.

Fra kl. 15 er der et humoristisk og inspirerende foredrag med Lindy fra ”Rigtige mænd”, som vil fortælle om sin livsstilsomlæggelse – både før og efter sin deltagelse i tv-programmet.

Man skal være 13 år eller derover for at kunne deltage i foredraget, der også finder sted i hallen.

- Vi er glade for at borgerne i Gærum har takket ja til at løfte den her opgave og skabt en sjov dag med sundhed i fokus.

- Det er en god mulighed for alle for både at besøge Gærum og få en masse gode oplevelser med undervejs, slutter Christina Lykke.

Der skal købes billetter til frokost og foredrag, hvis man har lyst til at deltage i disse arrangementer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste