Billede beskrivelse

Frivillig forening modtager flot donation

17. juni 2024 kl. 06.01

FREDERIKSHAVN: Fritidsaktiviteter som sport, kunst eller musik giver mange børn og unge glæde og personlig udvikling.

For børn fra økonomisk pressede familier er disse aktiviteter ofte uopnåelige drømme. Omkostninger til medlemskaber, udstyr og deltagergebyrer kan være uoverkommelige, hvilket begrænser adgangen til de mange fordele og glæder, som fritidsaktiviteter bringer.

BROEN Frederikshavn er en frivillig forening, der hjælper børn og unge med at dyrke deres fritidsinteresser. Foreningen har netop modtaget en donation på kr. 50.000 fra EDC Poul Erik Bech Fonden.

Børn fra udsatte familier, der ikke har mulighed for at dyrke deres fritidsinteresser, risikerer ofte at mistrives og føle sig udenfor. Derfor er det afgørende, at foreninger som BROEN Frederikshavn gør en stor indsats for at inkludere udsatte børn i foreningslivet, hvor de kan indgå i aktive og vigtige sociale fællesskaber. Terese Hallgreen, formand i BROEN Frederikshavn, udtaler:

- Ingen børn skal udelukkes af fællesskaber på grund af økonomiske barrierer. Det er vores mission at sikre, at alle børn og unge i lokalområdet kan være en del af foreningslivet og opbygge den selvtillid, livsglæde og de sociale færdigheder, som deltagelse i fritidsaktiviteter fremmer. I den forbindelse er donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden en stor håndsrækning, som bidrager til at styrke kommunens børn og unges trivsel, især dem fra økonomisk trængte familier.

Et vigtigt stykke arbejde

Peter Bøgil Jensen og Mads Dyhr, partnere i EDC Poul Erik Bech Skagen, stod for overrækkelsen af donationen. De udtrykker stor respekt for foreningens anerkendelsesværdige arbejde:

- BROEN Frederikshavn hjælper børn med at få et aktivt fritidsliv, hvilket ikke er givet, når man kommer fra en familie, som er udfordret med alt fra sygdom til sociale problemer. Det er et ufatteligt vigtigt stykke arbejde efter vores mening. Det er ikke bare givende i barndommen, men rækker også længere ind i voksenlivet, hvor initiativet kan være med til at mindske risikoen for, at børnene indtager samme udsatte position, udtaler Mads Dyhr.

På landsplan uddeles over en million kroner til BROEN

For sjette år i træk yder EDC Poul Erik Bech Fonden en betydelig donation til BROEN Danmarks lokalforeninger. I år har fonden doneret kr. 1,05 mio. fordelt til 22 af BROENS lokale foreninger. Direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden, Jane Bech, fortæller om baggrunden for at støtte foreningen endnu en gang:

- De 22 lokalforeninger er meget professionelle og arbejder i tæt dialog med blandt andre pædagoger, lærere, SSP og andre engagerede støttepersoner, der alle yder en stor indsats for, at børn og unge bliver en del af succesoplevelser og sociale fællesskaber. De udgør en vigtig rolle i lokallivet, og derfor ønsker vi fortsat at støtte deres gode arbejde.

BROEN Danmark hjalp i 2023 7.479 børn og unge til en meningsfuld fritid i gode fællesskaber. Dette er en stigning på ca. 10% siden sidste opgørelse i 2022.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste