Frisør uden salon: Anne kommer hjem til dig
Frederikshavns nyeste frisørsalon er slet ingen salon. Anne Blom har nemlig valgt at være udfarende frisør, der ordner det hele hjemme hos kunderne. Det har kunderne taget rigtig godt imod, og Anne selv stortrives med den frihed, det også giver.
- Efter 17 år som frisør i Hjallerup, Brønderslev, Frederiksberg og Aalborg besluttede jeg at starte som selvstændig frisør. Egentlig var det planen at bygge en salon til huset på Møllehus Allé – der er rigeligt plads til det, men ved nærmere eftertanke valgte jeg at blive udekørende frisør i stedet. Det var der helt praktiske grunde til, siger Anne Blom og fortsætter:
- Vi er en sammenbragt familie med fem børn, hvoraf de fire stadig bor hjemme. Min mand er socialpædagog og arbejder i døgnvagter, så der er noget logistik, der skal gå op. Det er meget lettere på denne måde, hvor jeg ikke har en fysisk salon med faste åbningstider. Nu kan jeg i stedet planlægge mit arbejde, så alle ender når sammen.
Alle typer af kunder
Anne Blom startede sit liv som selvstændig ved at lave en Facebookside, og dagen efter begyndte kunder at ringe. Siden har budskabet spredt sig som ringe i vandet, ikke mindst via tilfredse kunder, der fortæller deres omgangskreds om den nye mulighed.
- Det er alle typer af kunder, der henvender sig. Det kan være ældre, der har svært ved at komme hjemmefra, det er bosteder og plejehjem. Men det er også familier, som synes det er praktisk at de alle sammen kan blive klippet på en gang derhjemme, eller venner, der samles om en fælles frisørtid, siger Anne Blom.
Når hun kører ud til kunderne, har Anne Blom hele salonen med inklusive den særlige bakke til hårvask, som placeres ved kundens egen bruser. Og hun hjælper med at rydde op bagefter. Anne Blom kører i hele landsdelen, men tager dog betaling for kørsel, hvis det er mere end 20 km fra Frederikshavn. Grupper får selvfølgelig rabat. Du finder den udekørende frisør på Facebook: Frisør Blom.