Frederikshavns spanske trappe

Ny trappe fra Værkergrunden til Rådhus Allé åbner for ny stiforbindelse gennem rådhusparken

20. september 2017 kl. 07.00

Så står den der. Trappen, der forbinder Værkergrunden og Rådhusparken på det gamle jernbanerangerterræn i Frederikshavn midtby.

Trappen er det første synlige tegn på en større byfornyelse af Frederikshavn midtby, der også omfatter Rådhusøen og en omlægning af hele gågaden, der skal separatkloakeres.

Tidsplanen er skredet, men det skyldes "lykkelige omstændigheder", som udvalgsformand Anders Brandt Sørensen (S) udtrykker det.

- Vi har fået 10 millioner kroner fra statens pulje til byfornyelse, på den betingelse, at kommunen selv bidrager med et tilsvarende beløb, og hele projektet strækker sig over en fire års periode, siger formanden for plan- og miljøudvalget.

Han håber dog, at den ny rådhuspark kan stå færdig, når Frederikshavn Kommune fylder 200 år som købstad den 25. september 2018.

Omlægningen af gågaden venter af samme årsag til støvet har lagt sig efter jubilæumsfestlighederne, men inden spaden stikkes i jorden til den ny rådhuspark, vil kommunen inddrage børn og unge og også gerne private erhvervsdrivende, for at sikre, at det bliver en park, som vil blive brugt af byens borgere og gæster.

- Vi skal have en flot legeplads, en skaterbane og hvem ved, måske vil Stena Line være med til at opstille en model af en Stenafærge som legeborg. Nu er vi startet med Trappen og den ny stiforbindelse, der ser ud til allerede at blive flittigt brugt, siger Anders Brandt Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste