
Frederikshavner cykler sig til DM-titel
Danmarks Cykle Union, Stjær E-Cycling og eCykle Klub Danmark har afholdt DM i e-cykling 2023 i Aarhus. Forud for finalen blev der afholdt tre kvalifikationsløb, hvor ryttere landet over kunne deltage hjemmefra, med eget setup via RGT-platformen, hvor der selvsagt var krav til det tekniske og med fokus på fair konkurrence.
Der er tidligere afholdt DM i e-cykling, men det er allerførste gang i et mere gennemført og professionelt setup, samt med en særskilt række for kvinder. Finalen blev kørt på Smart Bikes af typen “Tacx Neo Bike Plus”, således rytterne havde præcis samme tekniske setup.
Det var her Anna Damgaard Eriksen fra NBC Frederikshavn kørte sig frem til en flot førsteplads, og hun er dermed den allerførste kvindelige Danmarksmester i E-cykling.
E-cykling er de seneste år blevet populært, både blandt motionister og professionelle cyklister, eftersom det tekniske setup og mulighederne har været i rivende udvikling med flere platforme bl.a. RGT, Zwift, Bkool og trainer samt bedre e-bikes og hometrainere.