Livet her

Frederikshavn har fået en ny MC-butik

01. oktober 2020 kl. 16:15

Mangler du en dims eller nyt udstyr til motorcyklen, eller skal der skiftes et par reservedele, så er der igen en MC-butik i Frederikshavn, som kan hjælpe.

MC-Biksen er netop åbnet i 280 kvm. lyse værkstedslokaler på Toftegårdsvej ved siden af Dekra bilsyn. Hver eftermiddag og i weekenderne har Jens Madsen kaffe på kanden og er klar til at hjælpe med alt, hvad motorcyklister har på hjerte.

- Jeg har selv haft motorcykel i 37 år, og vores børn har kørt motorcross, så jeg kender hver en stump på en motorcykel. Her har jeg fået rigtig gode faciliteter til at arbejde professionelt med det, fortæller Jens Madsen. Han arbejder som sikkerhedsofficer på Flådestation Frederikshavn, og motorcykler er hans store hobby, som nu er blevet til en virksomhed. Tre lifte, en dækstation, renseudstyr, udsugning og alt i værktøj er linet op i MC-Biksen, som også tilbyder vinteropbevaring. - Motorcyklen opbevares under sikre forhold her, og jeg tilbyder også at gøre den klar til den nye sæson, når vinteren er forbi, fortæller den 55-årige biksemand. Mødested for MC-interesserede Han håber, at værkstedet bliver et hyggeligt mødested for MC-interesserede. Der bliver også mulighed for at leje en lift og værktøjet til skru-selv, blot man køber reservedelene gennem MC-Biksen. Hundredtusindvis af varenumre Forretningen har fået forhandlingen for en af verdens mest velassorterede MC-grossister, som kan levere til netvenlige priser fra dag til dag. På værkstedet ligger der tre kataloger med over 5000 siders MC-udstyr og flere hundrede tusinde varenumre. - Vi er alle sammen vant til at finde de billigste priser på nettet, men jeg vil gerne udfordre motorcyklister i Frederikshavn og omegn: Spørg mig, inden I køber et slagtilbud på nettet. Jeg kan meget ofte skaffe varen billigere og med personlig service og garanti, siger Jens Madsen.

Annonceret indhold

Nyeste