Fra Skagen til Afrika: Mission Afrika fylder 15 år
I Skagen Bycenter, som gemmer sig bag torvet i gågaden bagved Tonnys Blomster, ligger genbrugsbutikken Mission Afrika, som netop har fejret sit 15 års jubilæum i Skagen med lagkage og gæster i butikken.
- Vi gør meget ud af at informere vores kunder om, hvad man støtter, når man handler hos os, og det betyder faktisk noget for folk, hvad de støtter. Den anden dag var det lige præcis det, der gjorde, at en ung pige endte med at købe en striktrøje hos os, fortæller leder af butikken Lene Gottlieb Christensen om den måde, butikken faktisk er tæt på og følger med i de projekter i Afrika, som overskuddet går til.
- Vi har et overskud på mellem seks og otte millioner om året. Og selvom vi som organisation har en del driftsomkostninger, så rækker et direkte overskud til projekterne i Afrika på seks til otte millioner rigtig langt, siger Heidi Andersen, som er konsulent i Mission Afrika.
Mere humanitært end missionsk
Mission Afrika har omkring 50 projekter i Afrika, blandt andet i Cameroun, Mali, Nigeria og Sierra Leone og lige om lidt også i Senegal.
- Vores projekter er mere af humanitær karakter end egentlig kirkelig karakter, fortæller Heidi Andersen. Men hun fortæller også, at projekterne ofte tager udgangspunkt i at skabe et kirkesamfund, som i de øde beliggende områder fungerer som velfærdsstat og sikkerhed og kan være grobunden for at arbejde videre med andre humanitære projekter.
- Vi har - som mange andre organisationer - haft succes med mikrolån til kvinder, så de kan købe en ged, og det er helt utroligt, hvad man kan få ud af en ged. Udover mælken bruger de efterladenskaberne til gødning og kompost, fortæller Heidi Andersen og fortæller om en landsby, hvor gederne nu har givet så stort et overskud, at landsbyen har kunnet købe en traktor.
Mission Afrika har også sundhedsprojekter og skoleprojekter, og så har de projekter, der har til formål at skabe dialog mellem kristne og muslimer.
- Vi prøver at undgå at grave grøfter. Og selvom vi er en organisation med et kristent livssyn, inviterer vi alle religioner ind, fortæller hun og understreger samtidig, at det ikke handler om at missionere i gammeldags forstand, men mere om den humanitære indsats og et ønske om at hjælpe til fredelig sameksistens i stedet.
Fra Skagen til Afrika
I butikken i Skagen er de 22 frivillige medarbejdere til at gøre en forskel for Afrika. Og der er plads til flere.
- Hvis man keder sig derhjemme, er man velkommen til at komme forbi og få en snak og eventuelt være her i en periode og prøve af, om det er noget for en. Vi har det simpelthen så hyggeligt. Sådan et fællesskab kan virkelig noget, fortæller den daglige leder Lene Gottlieb Christensen. Vagterne i butikken er af tre en halv times længde ad gangen.
Genbrugsbutikken i Skagen er en af 60 butikker, som Mission Afrika har rundt omkring i landet. I butikken i Skagen deler Mission Afrika hus med organisationen Promissio, som arbejder på at hjælpe kvinder ud af prostitution i Afrika.
Vil du aflevere tøj til genbrug, kan det afleveres i en af de tre containere i byen - enten ved butikken eller ved Spar eller Meny. Ting og små møbler skal afleveres i genbrugsbutikken i åbningstiden.