Fra Sæby til Kina med biblen i hånden
Læs om byskriverens søn fra Sæby i nyudgivet bog
SÆBY: I 1700-tallet begyndte kæmpestore fregatter at sejle fast mellem Kina og Danmark. Med om bord var officerer, sømænd og købmænd, alle med ønsket om rigdom og succes.
Præsten Jens Boje var en af dem, der opnåede succes.
Han var søn af byskriveren i Sæby og som nyuddannet teolog blev han ansat som skibspræst om bord på Asiatisk Kompagnis Kinafarer, Dronningen af Danmark.
Afrejsen mod Kina i 1740 gik langt fra som planlagt, og efter en storm måtte skibet repareres i Arendal, det norske centrum for den dansk-norske kinafart og med tæt tilknytning til Nordjylland.
Rejsen fortsatte til Kina og efter to år var Dronningen af Danmark igen i dansk havn. Boje valgte at tage endnu en tur med skibet et halvt år efter.
Denne gang ramte problemerne i Kina, hvor der udbrød brand, og både den dansk-norske og den svenske handelsstation brændte ned sammen med alle varerne.
Trods problemerne var turen på mange måder en personlig succes for Jens Boje.
Han havde opbygget et netværk i kompagniet og i Arendal, og med en anbefaling fra kompagniets direktører hurtigt fik en stilling i Helligåndskirken i København.
I 1747 prædikede han for kongefamilien og senere det år blev han tildelt stillingen som sognepræst på Tromøy og Østre Moland, begge nær Arendal.
Historien om Jens Boje fra Sæby er en af mange i den nye anmelderroste bog ”Kinafarerne - Mellem kejserens Kina og kongens København” af Benjamin Asmussen.
Det er historien om de dansk-kinesiske maritime handelsforbindelser og de mennesker i Danmark, Norge og Kina, der gjorde handlen mulig, om lange sørejser, skatte tjent og mistet, sorg og glæde og om fascinationen af den forunderlige kinesiske verden.
Benjamin Asmussen er historiker, ph.d. og museumsinspektør på M/S Museet for Søfart. Bogen blev udgivet 29. november af Gads Forlag.