Fra havnen til Kildevej
Galleriet bliver hjemme i år
SÆBY: Judith René Larsen har åbnet galleri på hjemadressen Kildevej 8 Sæby.
Sidste sommer udstillede hun sine malerier på havnen i Sæby ud for det gamle røgeri, men holder nu til hjemme hvor galleriet er åbent de fleste dage sommeren over.
- Mange turister og lokale kom forbi på havnen sidste sommer og gav udtryk for, at det var dejligt, at der skete noget på havnen. Men selv om vejret var enestående, så måtte jeg hver morgen og hver aften stille malerierne frem og tilbage. Det tog hårdt på rammerne, ikke mindst, når billederne væltede omkuld i det hårde blæsevej, fortæller Judith René Larsen.
Malerierne er langt hen ad vejen med lokale motiver fra Sæby, især billeder fra stranden, havnen og byen.
- Jeg er også begyndt at lave små træskulpturer i drivtømmer. Blev inspireret hertil af en udstilling jeg så med sådanne små træskulpturer i udlandet. De mange forskellige former drivtømmer kan have, synes jeg er fascinerende og appellerer til min fantasi, siger Judith René Larsen.