Første knallerttræf gennemført med stor succes
SÆBY: Hele 162 vidt forskellige knallerter rullede ind gennem indkørslen til Svalereden Strand Camping lørdag den 17. august. Knallertentusiaster fra Hjørring, Skagen, Hjallerup, Dronninglund, Flauenskjold og Læsø havde taget turen til træf i Sæby.
I et herligt sensommervejr var luften tyk af totaksbenzin, og når motorerne blev stoppet, gik snakken mest om motorer og blandingsforhold. Kærligheden til de tohjulede kunne ingen tage fejl af.
Trekløveret Kim Nielsen, Thomas Knudsen og Lars K. Nørregaard, som var initiativtagerne til træffet, havde de helt store smil fremme, da de i dagens løb talte med andre med samme interesse.
- Vi havde drømt om 40-50 deltagere, og så dukker der hele 162 knallertinteresserede op lørdag middag, fortæller Kim Nielsen.
Knallertkørerne fik lejlighed til at opleve Sæby og omegn fra den bedste side.
På en guidet tur blev der i samlet flok kørt til Sæby Torv, netop som koncerten med DR Big Band stoppede, og en anden slags udstødningsfløjter tog over.
Flere af publikum fra musikkoncerten kunne huske, at de selv som yngre havde haft en bestemt knallert, som de fik øje på i flokken, og som de fik lejlighed til at få et kærligt gensyn med og en hyggelig snak om.
Sæby Havn blev rundet i fin stil, hvor seks tuk-tuk-knallerter dannede bagtrop.
Næste pitstop blev på Sæbygaards gårdsplads.
Herfra skulle den enkelte deltager beslutte, om man ville tage den sikre vej direkte tilbage til Svalereden Strand Camping eller prøve kræfter med bakkerne omkring Understed.
Uanset valg af rute kom alle igennem uden uheld. Kun en enkelt knallert havde fået en klat i tændrøret og måtte køres tilbage med én af servicebilerne.
Efter et par timers kørsel skulle de varme motorer og deres ejere køles ned, hvorfor dagen blev rundet af i festteltet med grill og hygge, inden de mange knallerter tøffede hjemad klokken 17.
- Det var en stor fornøjelse at møde lokale, som man af og til ser i bybilledet og ikke vidste, at de også havde en knallert stående i garagen, fortæller Thomas Knudsen.
-Om knallerten var den flotteste, dyreste eller den med mest rust – så havde deltagerne haft en lige god dag, siger Lars K. Nørregaard.
Evaluering
Det var tre trætte arrangører, som over en kold vand evaluerede dagen.
Målet med træffet var at mødes til hygge og sjov med knallerten i centrum, hvilket arrangørerne kunne sætte et stort flueben ud for.
Deltagerne udtrykte stor tilfredshed med træffet, og flere lovede, at de gerne stillede op som hjælpere til næste år.
- Vi behøvede således ikke lang betænkningstid til at afgøre, at vi gentager succesen og gennemfører Knållert vé Kattegat igen i 2025, lyder det fra arrangørgruppen.
Overskuddet fra træffet på 14.137 kroner går ubeskåret til Sæby Knækker Cancer.
De tre arrangører kunne således med stor glæde overraske René Jul Nielsen med et gavebevis på det flotte beløb.