Fodbold-EM er reddet på målstregen

05. december 2019 kl. 10.04

SÆBY: Interessen for at se TV er tydeligvis ikke mindsket - godt 400 af Sæby Antenneforenings medlemmer havde taget plads i Hotel Vikings store konferencesal tirsdag den 3. december til et hasteindkaldt informationsmøde.

Formålet med mødet var at få fortalt, hvad der er op og ned i sagen om forhandlingerne med Discovery Networks og hvordan pakkestrukturen og priserne vil blive efter den 1. januar 2020.

Formanden for Sæby Antenneforeningen Jørgen Jensen og konsulent hos YouSee, Jesper Jensen gav en grundig orientering om status for de seneste måneders forhandlingsforløb og hvor der blev gjort op med den fremherskende fortælling om, at medlemmerne ikke længere kunne se landsholdsfodbold.

Selv om Discoverys 11 kanaler måske udgår af den nuværende platform er der allerede indgået nye samarbejdsaftaler med andre og nye udbydere af TV-kanaler og streamingstjenester.

Efter nytår vil antenneforeningen fortsat udbyde grundpakken, mellempakken og fuldpakken med henholdsvis 26, 36 og 60 tv-programmer samt 25 radioprogrammer.

Prisen stiger med 3 kroner for grundpakken og 6 kroner for mellempakken. På fuldpakken bliver der ingen prisændringer. Frem til 28. februar er det gratis at foretage pakkeskift ved opgradering.

I erkendelse af, at fremtidens forbrugere vil se TV når og hvor man har lyst og kræver valgfrihed og fleksibilitet i valget af programmer, vil YouSee og antenneforeningen øge muligheden for, at man selv kan sammensætte sin programflade.

Efter mødet var der flere, der gav udtryk for, at de på mødet havde fået større klarhed over situationen og således beroliget ville fortsætte deres medlemskab af antenneforeningen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste