Flyttet til fra Paris: Nu åbner Mehmet byens første
Mehmet Burak Aydemir har hele tiden haft sit mål for øje.
Hele vejen fra Paris til Frederikshavn har drømmen været at åbne sin helt egen gammeldags og traditionelle barbershop.
Men vejen har været lang og anderledes, end han først lige havde regnet med.
I flere år har Mehmet Burak, som har tyrkiske rødder, arbejdet på barbershops i Paris. Men da han mødte kærligheden i en pige, som boede i Frederikshavn, ledte det ham nordpå til Vendsyssel i Danmark, og hans forretningsplaner måtte sættes på hold for en periode.
For han gjorde nemlig hurtigt op med sig selv, at han skulle lære sproget ordentligt, før han ville kunne yde den service, som han gerne ville, i en dansk barbershop.
Nu har han udstået sin selvbestaltede sprog-værnepligt - efter 4 år hos Danish Crown i Sæby - og har netop åbnet sin helt egen barbershop i Aalbæk. Midt på hovedgaden. Unique Barbershop hedder den.
Glade kunder gør barberen glad
Og unik er lige præcis, hvad Mehmet Buraks Barbershop er, hvis du spørger ham.
- Jeg giver altid en behandling tilrettet den kunde, jeg har. Det allervigtigste for mig er, at mine kunder er glade, så er jeg også glad, siger han og fortæller, at han som regel yder lidt ekstra, hvis han vurderer, at kunden har behov for det, og hvis kunden ønsker det. Han vokser gerne næse, ører, kinder og retter øjenbryn. Og er man en af de seje og har man mod på det, så fjerner han også gerne - i helt traditionel barber-stil - hårene på ørekanten med en lighter. Alt sammen som gratis ekstraydelser efter behov.
Tid og kvalitet hænger sammen
- Jeg sætter god tid af til hver kunde, fortæller Mehmet Burak, som i sin klipning i høj grad bruger saks og ikke kun maskine, og derfor er der brug for god tid til hver kunde i barberstolen. Og også fordi der skal være tid til at snakke sig frem til kundens behov og ønsker, som han siger.
I Unique Barbershop kan man bliver barberet helt traditionelt med skum og kniv, eller få en trimning af skægget eller en skinfade af håret, som er en klipning, hvor håret i nakke og sider er helt tætbarberet og gradvist gradueres i længden op mod toppen af hovedet.
Vild med Aalbæk
- Vi er simpelthen blevet taget så godt imod her i byen. Det er næsten som at blive en del af en familie. Og vi vil meget gerne være en del af Aalbækfamilien, siger Mehmet Burak og er super tilfreds med de første ugers åbning i byen.
- Selvfølgelig kræver det tålmodighed. Folk skal lige finde ud af, at vi er her, siger den tilfredse barber, som på længere sigt har drømme om måske at kunne udvide sit barbershop-koncept til andre byer.
- Men nu skal jeg lige have den her forretning godt i gang først, siger Mehmet Burak Aydemir.