Flot samling af gårdbilleder udstillet
Den traditionsrige årlige udstilling af gårdbilleder er i år flyttet til For Retfærdigheden i Algade.
Efter 20 år i Musikhuset har arrangørerne, Saltlandets Historiske Forening for Sæby og Omegn fået mulighed for at flytte til bedre egnede lokale, hvor der på andre tider af året bliver holdt kunstudstillinger m.v.
Lørdag den 12. september klokken 10.00 åbnede foreningens formand, Holger Almholt til udstillingen, der strakte sig over to dage.
Dette års udstilling bestod af 82 fotografier og malerier af gårde og husmandssteder som de så ud fra 1930-erne til i dag.
Billederne er indsamlet fra Sæby gamle kommunes 8 sogne og Holger Almholt oplyser, at foreningen har fået foræret mere end 200 billeder og at de stadig modtager nye fotos af de ældre gårde.
Interesserede gik i ro og mag rundt og studerede billederne samtidig med, at medlemmer af bestyrelsen gerne fortalte historien om hver enkelt lokalitet.
Anne-Marie Christensen, der til daglig er frivillig på Kystmuseets lokalhistoriske arkiv, er også dedikeret til slægtsforskning og fortæller, at det ypperste for hende er, dels at stedfæste bygningen på fotoet og samtidig finde ud af og sætte ansigter og navne på de ejerne.
Som ved tidligere års udstillinger møder der også folk op, som har boet på gårdene og kan fortælle interessante historier om livet på netop deres gård og livet på landet i almindelighed.