Floorball-dyst i alle hallerne
Landsstævnet bliver en intens oplevelse for alle men ikke mindst de 1500 deltagere
Stævneledelsen i Frederikshavn Blackhawks arbejder i døgndrift for at få det hele klart til næste weekend, hvor Kids Coolshop Landsstævnet 2018 afvikles i Arena Nord og mange andre haller.
Det er det 12. landsstævne nogensinde og der er rekorddeltagelse på alle fronter - holdmæssigt, deltagermæssigt, kampmæssigt og hjælpermæssigt.
1500 deltagere skal spille næsten 500 kampe på 16 baner og det gælder minibaner som almindelige baner i Abildgaardhallen, FFK-Centret, Idrætshallen, Badmintonhallen, Atletcentret, skolehallen i Arena Nord og naturligvis i selve Arenaen.
Det hele starter fredag aften kl. 19.30 med Blackhawks dameligas sidste kamp inden slutspillet.
Modstanderne er Herning Pirates og Blackhawks skal vinde for at få en fordelagtig placering hen i mod slutspillet, der starter weekenden efter.
Kampen spilles i Badmintonhallen.
Lørdag morgen starter alle puljekampene i Landsstævnet.
Alle 159 hold skal i gang på de forskellige baner og der bliver floorball at se på alle niveauer rundt omkring i hallerne.
Sidst på eftermiddagens indstilles kampene i Arenaen, mens der forsættes til kl. 19 i de andre haller.
Kl. 16.15 udspilles et sælsomt skue i Arenaen, hvor Giganterne indtager banen.
Giganterne er alle de store maskotter fra diverse klubber og firmaer. F.eks. Frønse fra Spar Nord, Bodil og Oskar fra Jyske Bank, Frederik fra Handelstandforeningen og flere andre i en intens fight.
Og som ramme om landsstævnet er også Blackhawks herreligahold 3. kvartfinale mod Hvidovre Attack.
Den sættes i gang lørdag kl. 20.00 i Arenaen.
Måske er det Blackhawks’ adgangskort til en semifinale.? Måske skal der en 4. kamp til søndag i Badmintonhallen?
- Og vi skal ikke glemme: The Rumple in the Jungle. Kampen ingen vil tabe. Trænere fra Øst- og Vestdanmark mødes i en kamp over 2 x 10 min. i herreligaens pauser, fortæller Aage Gøgsig, der har sæde i stævneledelsen.
Og så går det ellers løb med play-off kampe søndag morgen og finaler søndag omkring middagstid.
- Der bliver floorball-feber i Frederikshavn weekenden, og den håber vi at rigtig mange gæster vil komme og snuse til. Der er nemlig fri entre hele weekenden, siger Aage Gøgsig.
Da der er rekorddeltagelse ved landsstævnet i år ligger det lige for, at give sig i kast med et rekordforsøg til Børnenes Rekordbog.
Hvad rekordforsøget går ud på afsløres først lørdag aften kl. 19.30 i Arenaen, men ikke overraskende går det ud på noget med en floorball med mange involverede.
Kilder, der står stævneledelsen nær vil også vide, at Danmarks populæreste borgmester Birgit Hansen er indblandet. Ikke som deltager, men som styrmand - en rolle hun er vant til at tage på sig.
Eventchef, Morten Thomsen, holder kortene tæt ind til kroppen, men lover, at det bliver sjovt.