Fiskernes Fiskeindustri har haft fabrik i 60 år
SELV BESTEMME: 5. december 1959 besluttede andelshavere at købe en fiskemelsfabrik på Buttervej, som var til salg
SKAGEN: - Administrationsbygningen viser, hvad god arkitektur er med til at skabe, og hvad arkitekturen giver i herlighedsværdi til Skagen. Bygningen viser med sin stringente form, hvordan man kan skabe orden på et industriområde. Disse ord blev i 2014 sagt af formanden for Skagen Byfond, Ole Bo, da fonden hædrede bygningen.
Forhenværende CFO i FF Skagen A/S og nuværende direktør i FF Skagen Fond, Poul R. Poulsen, havde haft mange aktier i byggeriet og bygningens indretning og udsmykning. Det var derfor naturligt, at det var ham, der på FF´s vegne modtog hæderen.
I FF er de med god grund stolte af hædersbevisningen, ikke mindst Poul R. Poulsen, og det er da også ham, der beredvilligt har stillet sig til rådighed for den samtale, der ligger til grund for det meste af denne artikels indhold.
FF´s bygninger i dag
Det nye hovedsæde vender vi tilbage til sidst i artiklen, men først skal vi omkring nogle af de mange andre bygninger, FF i dag ejer i Skagen.
Antallet er jo ikke just blevet mindre af, at FF de sidste par år har overtaget Nielsens Fiskeindustri i Aalbæk og Skagerak Pelagic m.m.
I 1959 havde FF ingen bygninger, men den 5. december samme år besluttede andelshaverne at købe en fiskemelsfabrik.
De havde nemlig besluttet at oprettet ”Fiskernes Fiskeindustri A.m.b.A”, så de kunne blive herrer i eget hus. Det var fiskeeksportør I. P. Thomsens Virksomhed ”Skagen Fiskemelsfabrik” på Buttervej, der var til salg. Det skulle være slut med at føle sig underbetalt af de andre lokale fiskeindustrier.
I Skagens Avis havde man forud kunnet man læse Fiskernes egen Fabrik på vej.
”Der blev i lørdags nedsat et 5-mandsudvalg til at tage sig af sagen.
På et medlemsmøde i Skagen Fiskeriforening i lørdags blev der efter lange forhandlinger nedsat et udvalg til at tage sig af Søren Hougesens forslag om, at fiskerne i Skagen får deres egen fiskemelsfabrik”.
Det var dette udvalgs arbejde, der lå til grund for beslutningen den 5. december 1959, og medens der på mødet i fiskeriforeningen havde været stor tvivl og modstand om såvel idéen som om, hvorvidt det var bedst at købe I. P. Thomsens fabrik eller bygge en ny fabrik.
Bød 700.000 kroner
Denne tvivl blev ryddet af bordet, da 26 medlemmer af ”Spareforeningen for oprettelse af Fiskernes egen fiskeindustri i Skagen” stemte for, medens kun en stemte imod og tre undlod at stemme. Fiskerne bød 700.000 kr. men efter hårde forhandlinger endte man på 1,2 mio..
Herefter skulle pengene skaffes. Der var langt op til 1,2 mio. kr. for pionererne, der forinden generalforsamlingen havde fået nej til et lån på 500.000 kr. i Skagen Bank. Heldigvis havde banken en fuldmægtig, der kunne se perspektivet: Leif Rehn! Han var i sin fritid spareforeningens juridiske og økonomiske rådgiver og samtidig rådgiver i forsikringsselskabet ”Absalon Skandinavia”, som han fik til at låne Skagen Bank ½ mio.kr., som banken så kunne låne videre til fiskerne. Andelsbanken lånte desuden fiskerne andre 500.000, medens I. P. Thomsen var med på et pantebrev på 200.000 kr. Der var nu 70 andelshavere, og de hæftede hver især med deres andel på 7.500 kr, som har været mange penge for datidens fiskere at risikere at tabe.
Flot jubilæumsbog
Ovenstående kan læses i Claus Jacobsens fantastisk flotte jubilæumsbog ved FF’s 40-års jubilæum, hvor han bl.a. også skriver:
”Der var fuld damp på kedel og andelshavere fra første dag – den 2. januar 1960, der er den officielle dag for starten på ”Fiskernes Fiskeindustri A.m.b.A.” Bogen er en guldgrube for den, der vil vide mere om FF og derfor den 2. kilde bag denne artikel.
Claus Jacobsen fortæller desuden om de første turbulente år, hvor der i det første år blev afholdt ikke mindre end fem ekstraordinære generalforsamlinger, og hvor der på en sådan i 1961 blev nedsat et udvalg, der skulle undersøge dette spørgsmål: Skal vi sælge virksomheden?
En ny fabrik på havnen?
Sådan gik det heldigvis ikke og allerede i 1965 blev der stillet forslag om at bygge en ny fabrik.
Denne gang på havnen, bl.a. fordi lugtgenerne i byen af og til var forfærdelige: ”skidtfisken” skulle køres tværs gennem byen og ud til fabrikken på Buttervej!
Der skulle imidlertid gå 8 år, inden dette kunne ske, men det var ikke på grund af FF.
Det var derimod på grund af myndighedernes sendrægtighed.
I 1969 blev virksomheden opdelt i flere selvstændige virksomheder af hensyn til beskatning.
Fiskernes Fiskeindustri A.m.b.A. skulle beskattes som et A/S på grund af meget fiskekøb fra ikke-andelshavere. Handelsafdelingen A.m.b.A. kunne beskattes som et andelsselskab ved at lade al handel med ikke-medlemmer bogføre i Handels
Kompagniet Fiskerne A/S. Desuden opstod samlecentralen: ”Skagen Fiskesortering”, som mange år senere blev overdraget til Skagen Fiskeriforening. Seneste nyt herom:
Auktionsmestrene Edvin Jensen og John Hesberg, der siden 2007 har drevet Skagen Fiskeauktion A/S, har pr. 1. marts 2019 skrevet kontrakt på overtagelse af Skagen Samlecentral ApS fra Skagen Fiskeriforening.
Det blev desuden besluttet at opføre en ny kontor- og lagerbygning på havnen. Arkitekt Christen Justesen fik i 1971 til opgave at tegne denne bygning, ligesom det var ham, der stod for om- og tilbygningen i 1979. Det er den røde bygning på Havnevagtvej 12. Denne bygning rummer i dag FF Handelsafdeling.
Mellageret er fra 1982
Herefter gik det stærkt: Laboratoriebygningen opførtes i 1979/1980. Også her var Christen Justesen arkitekten. Mellageret på havnen er fra 1982. Her var det Rasmussen og Schiøtz, der havde hovedentreprisen, medens det var Larsen og Tamborg, der senere stod for lagerbygningerne på Niels Bohrs Vej.
FF overtog også vask og udlejning af kasser gennem: ”Skandinavisk Kasseterminal ApS”. Kasselageret ved Oliekajen/Havnevagtvej kom til i 1990, men i dag varetager hverken FF eller fiskerne denne funktion.
Olielageret er fra 1993. Det stod arkitekterne Thorsen og Ottesen for.
Det er her værd at bemærke, at udsmykningen i mødelokalerne på 2. sal er farvesat af Arne L. Hansen.
I 2009 begyndte pladsen i administrationsbygningen på Havnevagtvej 12 at føles lidt trang.
Samtidig skød Pelagic’s bygning op og tog udsigten til havnen.
FF havde i 1985 overtaget Superfos lager- og produktionsfaciliteter i Skagen. Derfor besluttede bestyrelsen i december måned 2009, at Superfos’ gamle administrations- og velfærdsbygninger skulle rives ned, og FF’s nye administrationsbygning opføres på grunden. Det var Larsen og Tamborg, der rev de gamle bygninger ned og fik hovedentreprisen på den nye administrationsbygning.
Arkitekt Jens Hansen fra Frederikshavn fik til opgave at tegne den nye bygning. Kravet var, at bygningen skulle signalere kvalitet både ude og inde.
Som kuriosum kan nævnes, at mange bygningsdele og inventardele fra de nedrevne bygninger blev sendt til Arne Holms SVF Skagensskoleprojekt i Gambia.
Administration med udsigt
Arkitekt Jens Hansen havde for øje, at trafikstøjen i stueplan ville være for høj, og de administrative medarbejdere ville med placering i stueplan hele tiden blive forstyrret af såvel støj som færdsel uden for vinduerne. Derfor blev der etableret teknikrum og parkeringsbåse i stueetagens i den ene ende, en flot indgangsportal og fjernarkiv i den modsatte ende.
Administrationen har derfor til huse på 1. og 2. sal. Her er lysindfaldet fra syd placeret i lave vinduer i gulvniveau og i ca. 2 meters højde, fordi der her er udsigt til produktionsanlægget.
Mod nord er der derimod store vinduer med udsigt til Skagens røde tage.
På 1. sal er der i øvrigt kantine, og på anden sal et fornemt mødelokale med et flot maleri på endevæggen.
På væggene i bygningen er der i øvrigt international kunst, og når man taler med Poul R. Poulsen om bygning og udsmykning, er der ingen tvivl om, at hans engagement kommer fra hjertet. Det er ham, der har stået for indkøbene, hvilket er sket i samarbejde med Galleri NB i Viborg.
Det omtalte maleri i mødelokalet skyldes den hollandske kunstner Paul Smulders, der har besøgt FF og designet nogle af malerierne direkte til denne bygning.
Malerier til bygningen
En anden kunstner er Walter Barrientos fra Peru, nu bosat i Toulouse, og en tredje er Bent Holstein.
Også han har besøgt FF og designet billeder direkte til bygningen. Af andre kunstnere kan nævnes Kári Svensson fra Færøerne, Sergei Sviatchenko, oprindeligt født i Ukraine men nu bosat i Viborg, Anne Vilsbøl m.fl.
Bygningen blev designet til med god plads at rumme 19 administrative medarbejdere, men der er lige sket en indvendig ombygning i den 1527 m2 store bygning. Det skyldes, at bestyrelsen har truffet beslutning om at samle de administrative medarbejdere fra såvel FF som Scandic Pelagic i denne flotte bygning, med det flotte indgangsparti og de rene linjer udvendig.
Denne bygning skal forhåbentlig være FFs hovedsæde i mange år, men skulle det ulykkelige ske, at der ikke mere vil være behov for huset, må vi håbe, at det hverken bliver jævnet med jorden som kasernen eller bygget om til ferielejligheder som Plesners flotte bygning på remisen.
NB.: Tirsdag den 9. april kan man møde formanden for bestyrelsen i FF, Jens Borup, i Kulturhus Kappelborg, hvor han fortæller om den verdensomspændende virksomhed ved et arrangement, som Skagen Lokalhistoriske Forening inviterer til.