Fire skagboer udtaget til DM
DM i Fagene: Det er sprogfærdigheder, der dystes i
SKAGEN: Fire elever fra Skagen Skole har kvalificeret sig til de Danske Mesterskaber.
Det er hverken dans eller badminton det gælder, men derimod sprogforståelse og indsigt.
Eleverne skal nemlig forsvare Skagens farver i DOKK1 i Aarhus tirsdag 1. februar i sproget tysk.
De fire tyskkyndige skagboer er Katja Andersen og Malina Lauritzen fra 9. Y, Frederik Olesen fra 7. X og Asger Rasmussen fra 8.Y.
De har hver for sig kvalificeret sig ved at lave en beskrivelse af en ny attraktion på Danfoss Universe, som er målrettet til tyske skoleelever.
Til finaledagen venter endnu en opgave, som de fire finalister først får på selve dagen.
I alt 63 elever fra hele landet har kvalificeret sig til finalen, og tysklærer Malene Mølgaard fra Skagen Skole er stolt over, at fire af hendes elever har kvalificeret sig til finalen.
Hun har givet opgaven fra mesterskaberne til sine tre tyskklasser, og det kom der altså fire finalister ud af.
- Jeg har hverken rettet eller set deres besvarelser, men jeg ved fra undervisningen, at de har gjort meget ud af den, siger Malene Mølgaard.
DM i Fagene er arrangeret af organisationen Danske Skoleelever, og der er konkurrencer i syv fag.
Det er første gang, tysk er på skemaet ved mesterskaberne, og det er Malene Mølgaard glad for.
- Det viser, at tysk er et anerkendt fag. Ud over at kunne klare sig på tysk, lærer man meget om sprog og grammatik, og man lærer om tysk kultur, forklarer Malene Mølgaard.
Hun gør meget ud af at gøre tyskundervisningen nærværende for eleverne.
- Efter nytår starter vi et forløb i 9. klasse, der handler om tysk musik og om fodboldkultur i Tyskland. Jeg vil altid gerne lave noget, der kommer tæt på elevernes hverdag, siger Malene Mølgaard.
Der er præmieoverrækkelse fredag den 4. februar, som bliver transmitteret live til alle interesserede skoler.
Der sidder tre klasser klar på Skagen Skole.