Fire årtier med hyggelig bodega
Peder Wessel har klaret skærene takket være gode stamkunder
Stygge Knasten, Frække Frants, Helleflynderen, Jettestuen og Peder Wessel.
Kært barn har som bekendt mange navne, og sådan også med bodegaen i Søndergade 35, hvor der 1. december er blevet serveret øl og stærkere drikke i 40 år.
Og den nuværende ejer af Peder Wessel, Lisbeth Wagner, har været med bag bardisken siden januar 2010, hvor hun i første omgang forpagtede stedet af Per Nielsen.
- Men allerede tilbage i Stygge Knastens tid arbejdede jeg som servitrice her i halvandet år, fortæller Lisbeth, der i det hele taget kender flere af de lokale bodegaer og værthuse indefra.
- Siden 1986 har jeg arbejdet i branchen og været rigtig glad for det, og de seneste knap otte år altså som ejer af Peder Wessel, hvor vi har nogle planer om at gøre jubilæumsdagen ekstra festlig med både vådt og tørt.
Og stamkunder har bodegaen i Søndergade 35 en del af - ikke mindst fra flådestationen.
- Nogle stykker kan vi forvente at se hver dag, og det glæder os rigtig meget, at Frederik og Gustav samt den tidligere ejer Ole Juul dukker op uanset vejr og vind og ugedag.
Girafklubben
Udover ejeren Lisbeth Wagner arbejder Pia Pennerup og Janni Frandsen som servitricer i PW, som trioen kalder stedet i daglig tale.
- Jeg har været servitrice i 25 år og arbejdede her i Søndergade 35, da stedet hed Frække Frants, fortæller Pia.
- Da havde vi en "girafklub", der var sponsor for to giraffer i Aalborg Zoo, og rigtig mange stamkunder var med i klubben.
- Jeg selv var endda malet som en giraf, og hvem ved, måske dukker girafpigen op igen til jubilæet 1. december.
Ejer Lisbeth Wagner erkender, at der i løbet af året er døde perioder i bodegaen, men den har alligevel overlevet i 40 år takket være stamkunderne.
- Gennemsnitsalderen for vores kunder er omkring 50 år, og selv om der også kommer en del kvinder, er her overtal af mænd.
Alligevel har de tre ekspederende kvinder i bodegaen aldrig følt sig truet af mænd, der har fået en tår over tørsten.
Menneskekendere
- Med årene er vi blevet menneskekendere, og derfor kan vi altid stoppe ballade under opsejling, fortæller Pia.
- Vi kender hovedparten af gæsterne, og vi får dem fortalt, hvis de er for fulde.
- Og jeg har da også været med til at tage en voksen mand i hoved og r.. og ekspederet ham ud ad døren.
Desuden har chefen sin helt egen måde at stoppe udskejelserne på.
- Jeg tager dem med ud til et "køkkenmøde", og her har jeg set voksne mænd græde og fortryde deres opførsel, fortæller Lisbeth.
Altid ædru
Serveringstrioen får ofte tilbud våde varer af kunderne.
- Men det er yderst sjældent, at vi tager imod en øl eller et glas vin, og vi sørger altid for at være ædru bag bardisken, siger Lisbeth og Pia samstemmende.
De to er i øvrigt ikke kun tæt forbundet på arbejdspladsen.
- Min søn og Pias datter har fået et barn sammen, så nu er vi ovenikøbet blevet henholdsvis mormor og farmor, og på sigt kan det da være, at vores fælles barnebarn vil overtage PW, siger Lisbeth, der i øjeblikket er sygemeldt men som håber snart at vende tilbage for fuld kraft igen.
- Jeg elsker det her job, og selv om jeg aldrig fik taget en uddannelse, har jeg altid haft job.
Der må ryges
Klokken nærmer sig 13, og det betyder også at første stamkunde nærmer sig de cirka 38 kvadratmeter, der er bodegaens størrelse.
Og netop det faktum, at der altså er under 40 kvadratmeter gør også, at der må ryges på stedet.
- Det er de fleste kunder glade for, men det betyder samtidig, at der ikke må serveres mad. Til gengæld må vores kunder godt hente en pizza eller andet og nyde den sammen med drikkevarerne hos os, fortæller Lisbeth.
- Der er dog en undtagelse med servering 1. nytårsdag, hvor jeg har fødselsdag. Da serverer min mand røde pølser med brød for både personale og kunder.
Og 1. december er der altså linet op til vådt og tørt og eventuelle overraskelser, når personale sammen med stamkunder og andet godtfolk fejrer de første 40 år i godt samvær.