Find selv juletræ i spejdernes skov ved Super Brugsen

07. december 2020 kl. 15.00

SÆBY: Da juletræet for første gang 1500-tallet blev inviteret indenfor i de lave stuer, var det af træsorten Rødgran. I dag er det primært Nordmannsgran der kommer ind og pryder hjemmene.

Nordmannsgranen udmærker sig ved at være et tæt og fyldigt træ, som kan holde på de bløde nåle i flere uger.

Som en fast del af Sæbys juletraditioner, sælger DDS Sæbygaard gruppen de populære Nordmannsgran juletræer i alle størrelser ved Super Brugsen, Chr Pedersensvej 4

Formanden for DDS Sæby, Rasmus Østergaard oplyser at hele overskuddet fra salget går ubeskåret til Sæbygaard-spejderne.

Priserne varierer, alt afhængig af størrelse, mellem 170 til 350 kroner og spejderne tilbyder at bringe træet til fordøren for 20 kroner. Som service bliver træet spidset til, så det passer til foden og der trækkes et net over træet så det er lettere at håndtere.

Der mangler faktisk kun pyntning og gavegaranti!

Dog er ikke alt helt som det plejer og det skyldes naturligvis corona situationen.

Spejderne har i år sørget for, at juletræsindkøbet kan foregå efter alle sundhedsmyndighedernes retningslinjer og i sikre omgivelser.

Der er håndsprit tilgængeligt og der er ekstra afmærkninger på pladsen under åben himmel og frisk luft.

Desuden opfordrer spejderne til, at man husker mundbind og ikke nødvendigvis kommer forbi med hele familien, til trods for, at det for mange er en hyggelig tradition, understreger Rasmus.

Juletræerne kan købes i de to første weekender i december samt hver eftermiddag fra mandag den 14. til og med den 23. december.

Sammen med andre spejderkorps i kommunen indsamler DDS Sæbygaard papir seks lørdage om året.

Den 5. december var årets sidste indsamlingsdag, som grundet coronaen blev gennemført under iagttagelse af ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger.

Selv om corona pandemien stadig er i blandt os, så glæder DDS Sæbygaard Gruppen sig over, at vi kan være med til at sprede glæde og hygge i en mørk tid, slutter Rasmus Østergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste