Filmfestival for fuld skrue

Nordisk Filmfestival havde alt klar til fire aktive dage - men det kneb med filminteresserede frederikshavnere

19. november 2017 kl. 15.01

Med to 9. klasser fra Frydenstrand Skolen kickstartede den ottende udgave af Nordisk Filmfestival i Maskinhallen torsdag morgen.

Allerede før kl. 8 var de første elever samlet i foyerområdet og da formanden for Nordisk Filmfestival Jens Ole Amstrup og næstformand Pernille Lisborg åbnede dørene kvart over otte blev den lille filmsal i Værkstedet fyldt til bristepunktet.

På programmet denne morgen var filmen Aminas Brev.

Og netop skolernes interesse for Nordisk Filmfestival er et af de store lyspunkter, formanden Jens Ole Amstrup fremhæver her oven på de fire hektiske dage.

- Vi har haft ekstra forevisninger for at få plads til de 750 elever i formiddagstimerne, så det har været ganske sublimt.

- Interessen har også været stor for Filmmaskinens afgangsfilm på festivalen.

Fredag aften blev de fire film vist og flere end 200 havde fundet vej til den forevisning.

- Men interessen for de mange andre fremragende film er markant ringere end de tidligere år, og det betyder ganske enkelt, at vi i festivalens bestyrelse nøje skal vende tingene for at finde ud af, hvad vi skal gøre fremadrettet, siger formanden.

Jens Ole Amstrup understreger, at det jo er en lille frivillig forening, der står bag og derfor skal ressourcerne også bruges rigtigt.

- Samlet kunne vi sagtens have fået plads til yderligere 300, men de kom altså ikke, siger Jens Ole Amstrup.

Filmfestivalen baserede sig på 28 film, hvor den sidste blev vist i Manegen i Sæby søndag middag.

Her deltog omkring 150 interesserede i forevisningen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste