Festfyrværkeri af oplevelser i vente
Frederikshavn gør klar til sit købstadsjubilæum
Når uret passerer midnat 31. december, sender Frederikshavn en jubilæumsraket i luften, som indeholder en eksplosion af store oplevelser.
De mange arrangementer, der markerer 200 års jubilæet hen over året, kulminerer i september måned og på selve fødselsdagen 25. september.
Frederikshavn har sat storsejlet til en kæmpe jubilæumsfest.
Frederikshavnerne og byens gæster inviteres blandt andet med ombord, når havnebassinet omkring byens velkendte Krudttårn og den gamle fiskerihavn fyldes med historiske skibe fra nær og fjern i weekenden fra den 21. - 23. september.
- Frederikshavn er en havneby. Havet og havnen er det, som frederikshavnerne er rundet af. Det er her, at de fleste af byens gæster kommer ind med færgerne. Derfor er havnen helt naturligt centrum, når byen fejrer sit 200 års jubilæum. Vi benytter den gode anledning til at sætte Frederikshavn på Danmarkskortet som en by, hvor vi får ting til at ske og viser vores gæster værtskab i verdensklasse, siger borgmester Birgit S. Hansen.ne.
I Turisthus Nord ser man også frem til det store jubilæumsår, og her vil man markedsføre de mange spændende oplevelser med henblik på at tiltrække flere turister fra ind- og udland.
- Vi vil markedsføre de største events sammen med vores samarbejdspartnere, og vi har også valgt at stå for jubilæets hjemmeside. Den store bredde i jubilæumsprogrammet viser, hvor meget vi har at byde på i vores område, og de forskellige aktiviteter appellerer både til børnefamilier og voksne, siger René Zeeberg, turistdirektør i Turisthus Nord.
Programmet for Frederikshavns 200 års jubilæum kan alle, der har lyst, energi og gode idéer, være med til at bidrage til.
Man kan byde ind med sin frivillige hjælp til fx at servicere skibsbesætninger.
Man kan deltage med kulturelle arrangementer på Kulturnatten 15. september. Eller noget helt tredje.
Man skal blot melde sit arrangement ind til Lene Høegh, der koordinerer alle aktiviteter, som har med købstadsjubilæet at gøre.